Se listen: Hvem scorer mest i løn?

Administrerende direktør Mikael Thinghuus er den medarbejder i de selvstyreejede selskaber, der tjener mest. Se hvem der efterfølger ham.

Mikael Thinghuus - direktør for det store fiskeriselskab Royal Greenland - topper listen over direktørerer i de selvstyreejede virksomheder, som tjener mest.
Offentliggjort

Fire administrerende direktører i de selvstyreejede virksomheder skiller sig ud med en årslån, der ligger på flere millioner kroner. Hvad de nøjagtigt har fået i løn i forhold til de senest opgjorte årsregnskaber er imidlertid behæftet med usikkerheder, fordi årsregnskaber ikke lever op til Selvstyrets cirkulære om ”God selskabsledelse”.

Topscoreren

Den absolutte topscorer er Mikael Thinghuus fra Royal Greenland, der sidder for bordenden af en direktion på fire mand.

Det fik direktionen i Royal Greenland i 2017:

  • Adm. direktør Mikael Thinghuus: 4.323.000 kroner
  • Finansdirektør Niels Duus Kinnerup: 2.760.000 kroner
  • Koncern-salgsdirektør Bruno Olesen: 2.606.000 kroner
  • Koncern-produktionsdirektør Lars Nielsen: 2.606.000 kroner

God selskabsledelse

I en artikelserie hen over påsken sætter Sermitsiaq.AG fokus på ”Retningslinjer for god selskabsledelse”, som er lavet af Selvstyret, og som blandt andet skal sikre, at der er større åbenhed omkring ledelsen af de enkelte selskaber, så mytedannelse i samfundet minimeres.

Noget tyder på, at det halter gevaldigt for flere bestyrelser at leve op til Selvstyrets og dermed ejerens anbefalinger.

Den eneste yderligere oplysning, der gives i årsregnskabet, er, at der er udbetalt en bonus på 2.774.000 kroner.

Hvordan bonussen er fordelt direktionsmedlemmerne imellem oplyses imidlertid ikke.

Det meddeleles heller ikke i noten til direktionens aflønning, om det er tale om årslønninger inklusiv pension. Ligesom oplysninger om fri bil, bolig etc står hen i det uvisse.

Usikkerhed om andenpladsen

På andenpladsen ligger KNI-direktøren Peter Grønvold Samuelsen med en fast løn inklusiv pension på 3.175.000 kroner plus en variabel løn på 263.000 i 2017. Dermed tjente han 3.438.000 kroner.

Om KNI-direktøren så også indtager andenpladsen, kan den almindelige borger ikke finde ud af, da man skal huske usikkerheden om fordelingen af bonussen i Royal Greenland. Hvis den ikke er ligeligt fordelt kan det medføre, at KNI-topchefen overhales af en af de tre direktionsmedlemmer fra Royal Greenland.

Detaljeret opgørelse

På tredjepladsen finder vi Tele Greenlands administrerende direktør Kristian Reinert Davidsen, der samlet set med årsløn, pension, bonus og andre goder i 2017 røg op på en årsløn på 3.393.000 kroner. I teleselskabets årsregnskab er det pindet ud til mindste detalje, hvad direktøren har af løngoder. Eksempelvis oplyses, at han har fri bil, internet, telefon og frirejser samt bolig, der løber op i 137.000 kroner.

Fjerdepladsen indtages formentlig af Verner Hammeken, administrerende direktør for Royal Arctic Line, som meget kortfattet i årsregnskabet for 2017 oplyser følgende:

”Direktion: 3.060.000 kroner.”

Ikke et ord om bonus, variabel løn, og om det er inklusiv pension, der måske kunne sende Verner Hammeken højere op på løn-ranglisten.

Fåmælt bestyrelsesformand

Sermitsiaq.AG har spurgt RAL’s bestyrelsesformand Ulrik Blidorf, hvorfor rederiet ikke oplyser yderligere om direktionens aflønning. Vi sendte flere spørgsmål, der tog udgangspunkt i cirkulæret for god selskabsledelse, som Selvstyret anbefaler de selvstyreejede selskaber at efterleve. Sermitsiaq.AG får efter flere rykkere følgende kortfattede besvarelse fra bestyrelsesformanden, der ikke forholder sig til 2017-regnskabet:

”Generalforsamlingen er fastsat til den 1. maj 2019. Det er allerede besluttet, at ”Retningslinjer vedr. God selskabsledelse” skal behandles på næstkommende bestyrelsesmøde. Det næstkommende ligger efter generalforsamlingen”, skriver bestyrelsesformand Ulrik Blidorf, der intet ansvar har for 2017-regnskabet, da Kuno Fencker dengang var bestyrelsesformand.

Noget tyder imidlertid på, at rederiet i 2018-regnskabet vil udtrykke sig lige så sparsomt som tidligere i strid med Selvstyrets anbefalinger, når det gælder løn- og ansættelsesforhold for direktionen.

Powered by Labrador CMS