Se fotos: Fuld tryk på Spot on Greenland

Grønlændere i Danmark er vilde med grønlandsk musik, og de fik, hvad de kom efter, da Spot on Greenland-turneen startede i Aalborg onsdag aften

Så er Spot on Greenland-turneen i gang med åbningskoncert i Aalborg - Jesper Hansen
Så er Spot on Greenland-turneen i gang med åbningskoncert i Aalborg - Jesper Hansen
Så er Spot on Greenland-turneen i gang med åbningskoncert i Aalborg - Jesper Hansen
Så er Spot on Greenland-turneen i gang med åbningskoncert i Aalborg - Jesper Hansen
Så er Spot on Greenland-turneen i gang med åbningskoncert i Aalborg - Jesper Hansen
Maren Jørgensen, der har boet i Danmark i en årrække, havde taget datteren Maya med, så hun kunne lære lidt om grønlandsk rock.
Offentliggjort

Stemningen var høj – og det samme var lydniveauet, da Spot On Greenland-turneen onsdag aften lagde fra land med en koncert i Studenterhuset i Aalborg.

Publikum var kommet for at høre grønlandsk musik – og de fik, hvad de kom efter. På scenen var fire grønlandske topnavne, Nive & The Deer Children, Don Maliko, Suluit og Sound of the Damned.

Selfies

Musikken blev modtaget med begejstring af det overvejende grønlandske publikum, der kvitterede med ammaalu, ammaalu. Desværre var tidsplanen stram, så det blev ikke til mange ekstranumre. Til gengæld blandede musikerne sig med publikum efter deres optræden og stillede beredvilligt op til utallige selfies.

Det tætte forhold til tilhørerne kom også frem, da Sound of the Damned spillede. Den ene af guitaristerne brugte hele salen som scene og headbangede med det lange hår og guitaren nede blandt tilhørerne.

Stemning som i Nuuk

- Det var ligesom at optræde i Nuuk. Der var mindst lige så mange grønlændere i salen, sagde en stakåndet Don Maliko efter tre kvarters rap.

Spot on Greenland-turneen fortsætter i aften i Aarhus og derefter følger Odense og København.

- Vi vil gerne vise den grønlandske kultur frem og ændre danskernes ofte stereotype opfattelse af Grønland, forklarer projektkonsulent Michael Skaarup fra Nukiga-initiavet med base i Aarhus, de står bag Spot on Greenland.

- Samtidig er turneen en håndsrækning til grønlandske kunstnere, der med Spot on Greenland får et større publikum. Det kan åbne mange døre, siger Skaarup og nævner Da Bartali Crew, der efter sidste års Spot on Greenland fik kontakt til en sydamerikansk koncertarrangør og blandt andet har optrådt i Peru.

- Det er tredje gang, vi laver Sport On Greenland med koncerter i de fire store danske byer, men vi drømmer om at udvide konceptet, så vi med tiden kommer til at dække de 30 største danske byer.

Dækker et stort behov

Koncerturneen dækker også et stort behov blandt grønlændere i Danmark:

- Vi hører selvfølgelig grønlandsk musik derhjemme, men det er noget helt andet at høre det sammen med andre grønlændere, fortalte Arnatsiaq Olsen, der stammer fra Narsaq, men bor i Aalborg.

Maren Jørgensen havde taget sin datter, Maya, med til koncerten.

- Vi har jo boet i Danmark en del år, men det er vigtigt at min datter også får et forhold til grønlandsk musik, fortalte hun, der i øvrigt følger dagligt med i de grønlandske nyheder på Sermitsiaq.AG.

- Vi er til koncerten for at høre både Nive og Don Maliko, som jeg er en stor fan af, fortalte Aviajaq Steenholdt, der går på kokkeuddannelsen på i Aalborg. Hun var til koncerten sammen med to andre kokkeelever, Aqqalu Olsen og Heidi Andersen.

- Der bliver ikke spillet så meget grønlandsk musik til festerne på skolehjemmet, så det er dejligt at mødes her med andre grønlændere, fortalte de begge.

Blledtekst til topbilledet: Den ene af guitaristerne fra Sound of the Damned brugte hele salen som scene og headbangede sammen med publikum.

Powered by Labrador CMS