Se fotos: Forsvarsminister åbnede InterForce-kontor

InterForce Grønland skal bidrage til realiseringen af en frivillig styrke her i landet. Styrken skal være med til at løse Arktisk Kommandos opgaver

På billedet ses forsvarsminister Trine Bramsen, der åbnede InterForce Grønland

InterForce Grønland, som blandt andet skal være med til at udvikle forståelse og relationer mellem forsvaret og den private og offentlige sektor herhjemme, er nu åbnet i Nuuk.

InterForce-organisationen i Grønland skal have sekretariat ved Arktisk Kommando i Nuuk, blev i dag, torsdag, officielt åbnet af den danske forsvarsminister Trine Bramsen (Soc.).

Behov for opbakning

- Det er en rigtig vigtig markering, når vi i dag kan åbne sekretariatet i Grønland. Det er enormt vigtigt, at forsvaret har opbakning fra alle dele af samfundet, ikke mindst i de her år. Truslerne bliver flere og bliver mere komplekse, derfor stiller det store krav til forsvaret, sagde forsvarsministeren blandt andet ved åbningen af InterForce Grønland.

Her ses formanden for InterForce-organisationen Søren Gade

For at styrke sin opgaveløsning i Grønland i de kommende år skal Arktisk Kommando øge involveringen af den grønlandske befolkning, og her vil InterForce Grønland stå i en vigtig position.

Frivillighed

InterForce Grønland skal nemlig være med til at skabe de bedst mulige relationer mellem de enkelte, som engagerer sig i frivilligt beredskabsarbejde, og de virksomheder, som til daglig har disse medarbejdere ansat.

Forsvaret har allerede ansat koordinator og projektleder Liv Inuk Oldenburg Lynge, der får kontor hos Arktisk Kommando i Nuuk.

Fællesbillede mellem alle parterne fra InterForce Grønland
Powered by Labrador CMS