Se billeder: Farvefest på Børnenes Dag

Fænomenet The Color Run nåede på Barnets Dag til Nuuk og blev farverigt og festligt.

Børnenes Dag har budt på en lang række aktiviteter for børn i Nuuk. Mest farverigt var farveløbet Qalipaasa arrangeret af Crossfit Inua i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq. Color Run har de seneste år været et kæmpe hit i verden og er nu nået til Nuuk. Omkring 300 deltog i dette festlige løb med en distance alle kunne være med til.

Skyer af farve

Til de første 250 der var mødt op var der farveposer. I disse var der farvet majsmel i meget kraftige farver. Letheden på pulveret gjorde at der nemt opstod en sky af farve når dette spredtes. Lige før start blev løberne opfordret til at smide farverne i vejret, hvilket gav en fantastisk sammenblanding af diverse farver. De fleste løbere var mødt op i hvidt for at farverne ville kunne ses. Undervejs på den 1 km. strækning stod frivillige med pulver, så der kom endnu mere farve.

Masser af børneaktiviteter

Farveløbet var blot en af flere begivenheder på Børnenes Dag. I ungdomshuset NUIF var der koncert og aktiviteter af Red Barnet Grønland med fokus på antimobning. Blandt andet kunne børn lave stofbannere med deres drømme, få ansigtsmaling og se en film om antimobning. Udenfor var der hoppeborg, trampolin og sumobrydning. På Nationalmuseet kunne man dekorere sin egen t-shirt inspireret af effekter fra museet og man kunne lede efter den lille hjælpeånd Aqipi, der havde gemt sig i udstillingen. Brugseni i Qinngorput havde ligeledes børneaktiviteter på p-pladsen.

Uheldig strategi

I Nuuk Center var det Pisiffik der havde taget teten på Børnenes Dag. Her havde de valgt at lave en labyrinth af chipskasser og lave spottilbud på chips, kager og frys-selv is. På Facebook er der efterfølgende mange, der har fremhævet at den strategi måske ikke var så gennemtænkt. Måske havde Pisiffik haft større forældreopbakning, hvis de havde fulgt op på sidste uges succes med billige frugter og grøntsager på torvet. Her stod børn også på nakken af hinanden, for at smage de lækre smagsprøver der var på saftige meloner og andre gode frugter.

Powered by Labrador CMS