Kangilinnguit
Se billeder: Gør Grønland grønnere med Grønnedal
Kangilinnguit byder på mange muligheder, uanset om det drejer sig om at være centrum for forskning i området eller sommerlejr, mener Malik Lynge Papis
Debatten om Kangilinnguit fremtid blusser op med mellemrum.
Sermitsiaq.AG bringer her Malik Lynge Papis forslag til, hvordan Grønland stadig kan få gavn af Grønnedal, selvom der ikke er nogen flådestation længere.
Debatindlægget tidligere været bragt i Sermitsiaq.
I en tid med manglende kollegiepladser, boliger, arbejdspladser og tilbud til unge ønsker forsvaret, staten og selvstyret at nedrive Grønlands bedst udstyrede bygd. Den er ikke bare bedre udstyret end de fleste bygder men også de fleste byer. Og så ligger den i en af Grønlands frodigste dale.
Har alt
Faciliteterne, som er opbygget gennem mere end 60 år og er vedligeholdt med militær præcision, har alt – dybvandshavn og bygninger til sygehus, kraftstation, brandstation, bådehal, mekanikerværksted, lagerhaller, heliport, elektronikværksted, kantiner, fryserum, skibshal, træværksted, hotel, skole, børnehave, kommunekontor, sportshal, radiostation og meget mere.
Skal samfundet give afkald på disse værdier og muligheder?
Ansvaret hos forsvaret
Ansvaret for stedet ligger lige nu hos forsvaret/staten. Og de danske politikere er berøringsangst over for at diktere, hvad der skal ske i Grønland, fordi de ikke ønsker at agere koloniherrer.
Så hvis Grønland skal have glæde af stedet og dets faciliteter, er det de grønlandske politikere, som skal henvende sig til de danske ditto, så stedets muligheder kan udnyttes til alles bedste. Ikke mindst for de kommende generationer.
Uddannelse
Manglende kollegier og praktikpladser er jo et generelt problem.
Franske forskere har i samarbejde med tyske og engelske forskere, som en del af et internationalt samarbejde i en længere årrække studeret blandt andet CO2-niveauer og klima. For dem er Arsukfjorden et ideelt sted.
I en seismikgrotte i Ivittuut, har man siden 1927 næsten kontinuerligt udført seismiske målinger. Senest af GEUS. Begge dele blev i september 2014 lukket ned som følge af forsvarets flytning. Til stor ærgrelse for forskere, videnskabsfolk og ikke mindst for Grønland.
Stedet har også en i global sammenhæng enestående geologi med mange mineraler, som aldrig er fundet andre steder. Det giver god mulighed for undervisning i geologi og samt i geoturisme. Rigets længst fungerende mine, 130 år i Ivittuut, ligger kun fem minutters kørsel fra Grønnedal.
Enzymer
Danske forskere har igennem en længere årrække studeret baggrunden for ikkasøjlerne i området. Søjlerne indeholder enzymer, som kan gøre det muligt at vaske tøj ved langt lavere temperaturer, end vi kan nu. Det har et enormt potentiale for at spare energi på verdensplan. Og et enzym, som kan bruges til fremstilling af laktosefri mælk.
Forskerne har spurgt hjemmestyret om tilladelse til at komme videre, men har først nu efter 11 år næsten fået en tilladelse.
Ligeledes har et australsk efterforskningsselskab igennem flere år ansøgt om tilladelse til at tømme den gamle mine i Ivittuut for vand, idet der er en stor forekomst af meget ren kvarts på bunden, som de gerne vil undersøge og potentielt bryde. De har heller ikke fået noget svar fra selvstyret.
Ønsker man bevidst, at landet skal gå i stå?
Den grønne tanke
Grønland har store muligheder for på sigt at forsyne sig selv med egne kartofler og grøntsager i stedet for dyre, importerede grøntsager.
Stedet er som skabt til etårige grønsager, da klimaet, jorden, vandet og solen er der i store mængder sommeren igennem. Organisk affald fra blandt andet fiskeindustrien skal omdannes til frodig muldjord.
Stedet var også tilholdssted for nordbogårde. Kaldes i den sammenhæng for Mellembygden.
Med Langesø kun 2,5 kilometer fra Grønnedal og med vandspejlet 282 meter over fjorden, er der mere end rigeligt med potentiale til forsyning af stedet med grøn vedvarende energi fra vandkraft. Siemens er således for nylig allerede kommet med et forslag til et mikrovandkraftværk til stedet.
Lejrskole
Læren om bæredygtig levevis, vedvarende energi, dyrkning af afgrøder og forskning generelt.
Ønsker de at lære om vedvarende energi, geologi, turisme, landbrug, kvægbrug, sammenhold/arbejde eller forskning generelt, vil stedet være ideelt til dette formål.
Unge utilpassede
I dagens Grønland bliver der brugt +180.000 kroner om måneden per barn/ung til anbringelse uden for hjemmet.
Giv dem en læreplads, et frirum, noget at lave, et sted at være, noget at arbejde for og ikke mindst en tro på fremtiden. Giv en ung person en pose salatfrø ved ankomsten i juni og lad personen se, hvad det kan vokse sig til på to måneder.
En håndfuld frø vil med pleje, sol, vand og omsorg kunne skabe en stor mængde grønlandsk produceret økologisk, sprød og frisk salat med meget høj værdi specielt i Grønland.
Turisme
Med cirka 1.000 moskusokser i området, som der skal skydes 200 af om året for bare at holde dem i skak, er der rig mulighed for trofæjagt, som også i mindre grad er blevet gjort tidligere.
Grundlæggende bør der dog etableres en moskusoksefarm for at få det mest optimale udbytte af moskusokserne, sådan som det oprindelig var planen, da Ivittuut kommune udsatte moskusokserne.
Og med de skønneste naturområder er der også stort potentiale for økoturisme, hvor der også kan fiskes efter ørreder ved flere fiskerige elve, noget mange turister ynder højt og gerne betaler meget for. Der er lige nu de bedst tænkelige overnatningsmuligheder, og en masse historie i området med blandt andet Ivittuut få minuters kørsel derfra. I fjorden kan man fange laks ved trolling eller i net.
Drift
En mere end god forretning for Grønland på sigt og for staten fra dag et.
Staten har via forsvaret forpligtet sig til en miljøoprydning af stedet og udbyder den i disse dage i prækvalifikation med henblik på at vælge kvalificerede entreprenører.
Dog uden at der er en politisk godkendt aftale med Grønlands Selvstyre. Arbejdet vurderes at koste mellem 125 – 300 millioner kroner. Det er vel oplagt, at de penge bliver sat på en lukket konto og kun bliver brugt, hvis noget af alt det overstående ikke munder ud som ønsket?
Humanitær organisation
3hf.org er en schweizisk humanitær organisation, der i en årrække har arbejdet på at etablere sig i Grønland med henblik på at gøre en forskel for unge og miljøet.
3hf skrev i 2014 til forsvaret med henblik på udvikling af Grønnedal til overstående formål. Forsvaret var dog meget lang tid om at svare og har tydeligvis ingen interesse i at køre stedet videre og henviser til selvstyret. Det er et politisk anliggende.
3hf har så henvendt sig til politikere i selvstyret og har haft møder med flere politikere, dog uden at få et konkret svar.
Grundlæggende et det nemlig et spørgsmål som det samlede Naalakkersuisut eller Inatsisartut bør tage stilling til.
Hvorfor tager ingen politikere ansvar og går i dialog med for eksempel en humanitær nonprofit organisation, som ønsker at arbejde for Grønlands ungdom, miljøet og fremtiden uden vederlag?
Befriende var det dog at læse interviewet med Jørgen Wæver Johansens i AG den 26. august. Også selv om Grønnedal og Ivittuut ikke ligger i hans kommune. Men han interesserer sig dog for stedet!
Man burde vel i det mindste tage den dialog og høre hvilke visioner, organisationen har for stedet. 3hf.org har engageret en række folk fra Grønland med interesse og kompetencer til at arbejde for den nydannede grønlandske søsterafdeling.
Koordination
Der er plads i Grønnedal til mange forskellige funktioner i Grønnedal, drevet af et udviklingsselskab, således som det blev beskrevet i kronik i Sermitsiaq 10. juli 2015.
Startfinansiering via fonde, virksomheder og EU’s OLT ordning.
Mange fonde ønsker at skyde penge i humanitære, grønne og bæredygtige projekter. Store internationale virksomheder bruger gerne mange penge på at give deres virksomhed et godt CSR-navn. Og EU finansierer hellere end gerne bæredygtige projekter i OLT-landene, som Grønland er en del af (og som Grønland til dato ikke har fået noget ud af. Nu er der en god grund til at komme med, da det også er et rigsanliggende).
Og da næsten alle bygninger og faciliteter i Grønnedal er på plads, vil det kræve en minimal investering, set i international målestok at få det op at køre.
Giver staten og selvstyret grønt lys til dette, vil det ikke være svært at finde midler til at køre stedet videre i forskningens og bæredygtighedens navn uden at trække på skatteydernes begrænsede midler.
Og når bare en mindre del kører, vil det være selvfinansierende.
Jeg håber, at selvstyret og staten kan se potentialene i ”mulighedernes dal” og vil give dem en chance.
Du kan læse Jørgen Wæver Johansens debatindlæg i AG nummer 35 ved at klikke på linket neden for.
Se billeder fra Kangilinnguit i bunden af denne artikel