Satellit-gigant vil etablere sig i Nuuk
Nuuk bliver en del af en plan med 720 satellitter og 30 jordbaserede modtageanlæg over hele verden, der skal opfylde den milliarddyre ambition om, at alle skal kunne tilgå internettet uanset, hvor man befinder sig i verden og til konkurrencedygtige priser.
I udkanten af Nuuk, bag den nye Anstalt, har Tele-Post på vegne af en hemmelig interessent, bedt Kommuneqarfik Sermersooq om at få lov til at etablere et stort parabol-antenneanlæg.
Rige investorer
Tele-Post og Kommuneqarfik Sermersooq har ikke villet oplyse, hvem den egentlige investor i antenneanlægget er, men nu kan Sermitsiaq.AG afsløre, at det handler om en virksomhed, som involverer nogle af verdens rigeste investorer -– eksempelvis Richard Branson, Virgin.
Det er it-giganten OneWeb med hovedkvarter i Storbritannien, der håber, at Nuuk og Selvstyret vil give virksomheden lov til at etablere antenneanlægget, så visionen kan gå i opfyldelse i 2027, hvor planen gerne skulle være fuldt udrullet.
Stor pengetank
Når ambitionerne er så tårnhøje, at man skal have råd til at sende 720 satellitter i omløb om jorden kræver det en Joachim von And pengetank. Med virksomheder som Airbus Group, Intelsat, Coca-Cola, Bharti og Salinas samt Virgin tyder noget på, at de involverede parter mener det alvorligt.
Netop nu er man i Toulouse på en af Airbus-fabrikkerne i gang med at bygge de første satellitter, der skal sendes i kredsløb om jorden senere på året.
Stifteren med de store ambitioner, Greg Wyler, oplyser til det internationalt anerkendte rummagasin, SpaceNews, at ”vores produktion vil starte i fjerde kvartal 2018”.
Satellitter opsendes i år
På OneWebs hjemmeside oplyser Greg Wyler, at man her i 2018 har planer om at opsende 10 satellitter.
Det er små telekommunikations-satellitter, der skal sendes ud i rummet og herfra sende data til jordanlæggene. Satellitterne skal sendes i et kredsløb, som i forhold til andre satellitter vil være langt tættere på jorden, hvilket har været en forudsætning for at opnå internethastigheder, der skulle svare til de landbaserede fiberkabler.
At satellitterne skal kredse tættere på jorden medfører samtidig, at man skal have flere hundrede opsendt for at kunne dække alle egne af verden 24 timer i døgnet.
Nuuk en vigtig brik
Nuuk-antenneanlægget bliver en vigtig brik for at holde liv i ambitionen om at hele verden – og dermed også Arktis – bliver tilsluttet det satellitbaserede internet.
Mange grønlændere, der bor i isolerede egne eller er på jagt eller fiskeri, kan se frem til den nye teknologi, fordi man således kan være i kontakt med resten af verden via internettet og til priser, som skulle blive langt lavere end den nuværende satellit-løsning.
For Kommuneqarfik Sermersooq er det meget interessant, at OneWeb har sat sin pegefinger på verdenskortet og lige netop på Nuuk.
Hovedstadskommunen mener, at det kan give byen en fordel og samtidig være med til at markedsføre Nuuk, at en international virksomhed af disse dimensioner vælger Nuuk som placering for et banebrydende projekt inden for telekommunikation.
Ansøgning tæt på godkendelse
Ansøgningen om at etablere antenneanlægget skal behandles endeligt af kommunalbestyrelsen den 5. juni.
Antenne-projektet er baseret på et samarbejde med Tele-Post som udbyder og som ansvarlig for den eksisterende data-infrastruktur.
Selvstyret skal i sidste ende give den endelige godkendelse til Nuuk-ansøgningen.