Sarfaq Ittuk er sejlet fra Nuuk tirsdag

Kystskibet Sarfaq Ittuk er sejlet fra Nuuk tirsdag morgen. Det undersøges nu, om der er personer ombord, der har været i kontakt med smittede i Nuuk før afrejse.

Da Sarfaq Ittuk forlod havnen i Nuuk tirsdag morgen, var der endnu ikke taget beslutning om at lukke ned for udrejse fra Nuuk. Det oplyser landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

Derfor har skibet fået lov at forlade hovedstaden med passagerer.

Myndighederne arbejder i øjeblikket på højtryk for at kortlægge, hvem der er ombord på skibet, og hvordan man vil håndtere det, hvis der er personer ombord, som har deltaget ved arrangementer med de smittede i Nuuk inden afrejse.

- Vi er meget opmærksomme på situationen og vil håndtere det hurtigst muligt, siger Henrik L. Hansen.

Landslægen kan endnu ikke oplyse, om skibet skal sendes tilbage til Nuuk hvis der er passagerer ombord, som kan være smittede.

Skibet er på vej sydpå og skal efter planen ankomme til Qeqertarsuatsiaat klokken 16.30 i dag.

Passagererne er indformeret

Direktør i Arctic Umiaq Line, Aviâja Lyberth Lennert, oplyser til Sermitsiaq.AG at der er sendt en liste til politiet med de 76 passagerer, der er gået ombord på skibet i Nuuk.

- Politiet er i gang med at gennemgå listen over passagerer fra Nuuk, for at sikre at der ikke er nogen, der har været i kontakt med de kendte smittetilfælde. Vi forventer afklaring inden 16.30, hvor vi skal i land i Qeqertarsuatsiaat, siger hun.

Direktøren fortæller, at passagererne er oplyst om situationen, og at de er blevet opfordret til at holde ekstra god afstand og overholde alle anbefalinger om hygiejne.

- Skulle det vise sig, der er passagerer ombord, som har været i kontakt med de smittede i Nuuk, så er der beredskabs ombord, der kan sikre sig, at de bliver sat i karantæne ombord, indtil vi modtager instrukser fra landslægen om, hvordan vi skal forholde os, siger Aviâja Lyberth Lennert.

Powered by Labrador CMS