Sarfaq Ittuk grundstødt i nat

Da Sarfaq Ittuk mandag aften lettere forsinket forlod Maniitsoq så alt ud til at blive en normal sejltur. Dette skulle dog langt fra vise sig at blive tilfældet.

Ilja Leo Lang, cand.scient.pol & underviser på Ilisimatusarfik var blandt passagererne. Han beretter i en mail:

- Omkring midnat blev skibets passagerer vækket af en ubehagelig lyd. Skibet havde ramt et rev. Resonansen fra sammenstødet og de dundrende skrabelyde spredte sig ud i skibet. Derefter var der stille.

Jeg for op af min køje og greb instinktivt ud efter mit tøj, alt imens jeg lyttede intenst efter de syv korte stød efterfulgt af et langt stød - signal til evakuering - som jeg frygtede nu ville komme. Intet skete. Så lød stemmen over skibets højtalersystem. Endelig! Desværre var annonceringen udelukkende på grønlandsk.

Efter annonceringen skete intet. Intet blev oversat til dansk – hvad der ellers er kutyme ombord. Jeg resonerede mig dog frem til at det der var blevet sagt nok ikke var så vigtigt når det kun var blevet sagt på grønlandsk. Jeg besluttede mig derfor, for at aflyse påklædningen og lægge mig til bage i min køje.

Det var vanskeligt, at falde til ro efter den episode. Jeg kiggede derfor ud ad vinduet. Der var usædvanligt langt ned. Så så jeg lys udenfor. Det var bygdeskibet Angaju Ittuk, der kom op på siden af os, hvorefter det fortsatte forbi os og sejlede væk.

Mens jeg undrende fulgte båden ud af syne fulgte endnu et opkald. Først på grønlandsk, derefter på dansk. Den danske oversættelse beroligede passagererne om, at der ikke trængte vand ind. Ikke trængte vand ind. Så var vi i en ekstraordinær situation!

Jeg kom atter på benene og fik mit tøj på – ja faktisk alle de lag jeg havde medbragt og gik udenfor. Efter, at være kommet op på dækket var det lettere at få et overblik over situationen.

Vi sad fast på et rev. Cirka fire meter fra vores styrbords side (til højre for fartretningen) var en klippeknold. Skibet krængede let i knoldens retning. Kaptajnen begyndte nu, at manøvrere i et forsøg på at få os fri af revet. Desværre uden held.

Da jeg atter var gået ned til min kahyt lød det tredje højtaleropkald – denne gang på både grønlandsk og dansk. Vi blev informeret om at skibet ikke ville krænge yderligere, og at vi måtte afvente tidevandet før vi kunne komme fri. Den næste halve time krængede skibet yderligere til styrbords side, men begyndte derefter atter langsomt men sikkert, at gå tilbage til udgangspositionen.

I højtaleren blev vi informeret om, at vi når vi var kommet fri af revet, ville sætte kurs mod Nuuk, hvor alle der ønskede det ville få tilbudt psykologhjælp. Fint tilbud, men måske vi først lige skulle koncentrere os om at komme væk.

Klokken 3.35 kom vi endelig fri fra skæret og sat kurs mod Nuuk hvor vi ankommer ved middagstid. Jeg har aflyst alle gøremål i Nuuk indtil middag og glæder mig – mere end vanligt – til at gense Grønlands største by, skriver Ilja Leo Lang.