Sarfannguit fejrede optagelse som verdensarv

Det var en jublende glad borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, der i går blev modtaget af borgere i Sarfannguit hvor han havde inviteret til kaffemik.

- Med et verdensarvs-område ved Sarfannguit, som er den eneste beboede område, føjer vi endnu et element til det store turistpotentiale, der er i hele Aasivissuit- Nipisat området. Der er ingen tvivl om, at det vil styrke det lokale erhvervsliv – ikke bare på turistområdet, men helt generelt.

- Vi ser frem til at udvikle Aasivissuit – Nipisat i samarbejde med befolkningen i Sarfannguit og det lokale turistoperatører, så vi får skabt et verdensarvområde, der lever op til de højeste forventninger.

- Ligeledes har vi har netop fået færdiggjort afmærkning af vandreruten mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, så man kan tage det ned igennem Sarfannguit.

- Der er derfor behov for at befolkningen i Sarfannguit er parate til at kunne tage imod turister, og være med til at give dem en kulturel oplevelse for livet – det er nemlig her i Sarfannguit at I fortsat bruger vores jagtkultur i det nærliggende storslået natur til fiskeri og fangst, sagde borgmesteren i sin tale.

Under kaffemikken blev der desuden holdt tale af bygdebestyrelsesformand for Sarfannguit/Itilleq, Paarnannguaq Jonathansen.

-Vi er meget glade for, at vores bygd Sarfannguit er optaget som verdensarv, som vi er stolt over at opleve. Vi vil altid være stolte over det, og vil videreformidle traditionerne, som vi og vores forfædre benyttede, til vores efterkommere, sagde hun.

- Jeg vil særskilt byde tilkomne velkommen hertil og vil sige tak for jeres stor indsats med dette projekt, mange tak. Afslutningsvis vil vi byde alle og enhver velkommen til vores bygd Sarfannguit og vi glæder os til at være med til at udvikle området.

Aasivissuit – Nipisat-området mellem Sisimiut og Kangerlussuaq dækker et areal på godt 4.000 kvadratkilometer og rummer talrige fortidsminder og ruiner, der vidner om de tidligste menneskers indvandring til Grønland for 4.500 år siden og frem til i dag.

Vinterbopladserne med jagt på havpattedyr som sæl, hvalros og hvaler er koncentreret på øer, næs og langs kysten i det skærgårdslandskab, der udgør den vestlige del af Aasivissuit – Nipisat, mens forårets teltpladser ligger inde i fjordene og ved elvmundinger, hvor fiskeri af ammasat og ørred var målet. I sensommeren og efteråret gik jagten dybt ind i landet, hvor man ved brug af stenbyggede fangstanlæg havde fællesjagt og massefangst af rensdyr.

Ansøgningen til UNESCO, der er FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og formidling, er blevet til i et samarbejde mellem Kulturministeriet, Grønlands Selvstyre, Qeqqata Kommunia og Grønlands Nationalmuseum. Undervejs i processen har der været afholdt flere borgermøder og møder med fangere og andre interessenter i området.

Optagelsen på verdensarvlisten blev også fejret samme dag i Kangerlussuaq, og fejres i dag i Sisimiut med kaffemik ved museumet kl.15:00.