Sara Olsvig ny formand i Råd for Menneskerettigheder i Grønland
Anders Meilvang er valgt som ny næstformand. Begge er valgt enstemmigt af nye medlemmer i rådet.
Det nye Grønlands Råd for Menneskerettigheder har fredag den 29. november konstitueret sig. Sara Olsvig er ny formand for rådet, mens Anders Meilvand er ny næstformand.
Det nye råd består af 13 medlemmer. Ti medlemmer er valgt af Inatsisartut, mens børnetalsmanden, handicaptalsmanden samt formanden for Ligestillingsrådet er faste medlemmer i rådet.
Det samlede råd består af følgende:
- Sara Olsvig, formand
- Anders Meilvang, næstformand
- Níke Berthelsen, forretningsudvalgsmedlem
- Arnajaaq Lynge, Landsforeningen Autisme Kalaallit Nunaat
- Lise Mørup Dalgaard, Grønlandske Advokater
- Annemette Nyborg Lauridsen, Ilisimatusarfik
- Sofie Lennert, Kattuffik utoqqaat nipaat
- Henrik Sandgreen, KNAPK
- Hans Reimer, KNIPK
- Ludvig Larsen, SIK
- Aviâja Egede Lynge, Børnetalsmand
- Christina Johnsen, Handicaptalsmand
- Kathrine Bødker, formand for Ligestillingsrådet
Ny lov sikrer uafhængighed
En ny lov om rådet, der trådte i kraft den 1. januar 2019 sikrer, at rådet bliver mere uafhængigt af Naalakkersuisut ved at det ikke længere er regeringen, der peger på medlemmerne. Det betyder, at det er første gang, at Inatsisartut har peget på de nye medlemmer efter indstillinger fra civilsamfundet.
Sekretariatet er nu også rykket fra departementerne i Selvstyret, og er blevet selvstændigt.
- Den nye lov sikrer Grønlands Råd for Menneskerettigheder en vigtig, mere uafhængig position. Nu skal vi som nyt råd sikre, at vi får et stærkt og stabilt sekretariat så rådet kan være en mere aktiv deltager i samfundet, i emner vedrørende menneskerettigheder. Den øgede uafhængighed tager os et skridt nærmere, at Grønland får sit eget menneskerettighedscenter eller institut, lyder det fra den nye formand, Sara Olsvig i en pressemeddelelse.
- I de kommende år vil vi lægge op til et øget og mere struktureret samarbejde med de andre menneskerettighedsbaserede institutioner og råd i Grønland, herunder Børne- og handicaptalsmandsinstitutionerne, så vi får en så stærk som mulig fokus på menneskerettigheder i Grønland, lyder det.
Nok at tage fat på
Grønlands Råd for Menneskerettigheder vil i det nye år holde deres første møde, hvor de vil beslutte hvilke områder, rådet skal fokusere på i det kommende år.
- Der er ingen tvivl om, at der er masser at tage fat i. Vi ved, at grønlandske børn ved meget lidt om deres rettigheder og at vigtige menneskerettighedsinstrumenter såsom FN’s menneskerettighedserklæring, handicapkonventionen og deklarationen om oprindelige folks rettigheder kræver mere fokus og monitorering for at sikre, at de i højere grad bliver fulgt. Det nye råd har mange vigtige opgaver foran os. Med denne nye og mere uafhængige position har vi også et nyt ansvar for at være mere aktive og synlige i samfundet, siger Sara Olsvig.