børnesager

Sara til borgmestrene: Det er jeres ansvar!

Tilsynsrapporter har vist, at der er problemer med børnesager i samtlige landets byer. Naalakkersuisoq Sara Olsvig har holdt møder med borgmestrene for at drøfte, hvordan problemerne kan løses.

Offentliggjort

Alle landets byer har problemer med børnesagerne.

Det har besøgene fra Selvstyrets tilsynsenhed vist. Den har besøgt 15 ud af 18 byer og alle steder er der fundet problemer. Kun Qaanaaq, Upernavik og Uummannaq har endnu ikke fået besøg; men intet tyder på, at det skulle ændre på billedet.

Møder med borgmestrene
Som en konsekvens af dette dystre billede har naalakkersuisog for sociale anliggender og familier, Sara Olsvig (IA) nu holdt møde med de fire borgmester og de to formænd for overgangsudvalgene.

- Jeg har oplevet en stor velvilje til at holde møderne og det er jeg glad for, siger Sara Olsvig (IA) til Sermitsiaq.AG.

Hun har haft et klart budskab med til møderne.

- Det er vigtig for mig at gøre det helt klart, at det er borgmestrene og kommunalbestyrelserne, der har ansvaret, siger Sara Olsvig (IA).

- Det er muligt, at der mangler sagsbehandlere, der er administrative og ledelsesmæssig udfordringer, men det ændrer ikke på, hvor ansvaret er placeret.

Erkender problemet
Et budskab, som hun føler, at borgmestrene har taget til sig.

- Samtlige borgmestre er enige i, at de har det øverste ansvar, og de er klar over, at vi skal gøre det bedre, siger Sara Olsvig (IA).

I juni viste en tilsynsrapport, at selv Nuuk, med mange uddannede socialrådgiver, har problemer med at reagere hurtigt og rigtigt, når børn er i nød.

- Nu har vi med tilsynsrapporterne fået et samlet billede af, at der er problemer hele vejen rundt, og det er mit indtryk, at det har været med til, at der er kommet denne erkendelse.

Selvom det er kommunerne, der har ansvaret for socialsagerne, så understreger Sara Olsvig (IA), at Naalakkersuisut er parat til at begge op.

Socialstyrelse kan hjælpe
Her peger hun især på den nyetablerede socialstyrelse, der kan tilbyde støtte til kommunerne.

Samtidig skal den i samarbejde med kommunerne udvikle nye metoder og indsamle erfaringer om, hvad der virker bedst.

- Også her er det vigtigt, at kommunerne engagerer sig i denne udvikling. Det er trods alt dem, der har erfaringe fra deres daglige arbejde.

Møderne med de forskellige kommuner har alle haft den samme dagsrorden, og der er enighed om, at der er behov for at fortsætte samarbejdet.

- Der vil komme flere møder på embedsmandsniveau, typisk med Socialstyrelsen som mellemled. Men jeg kommer også til at holde flere møder med borgmestrene, fastslår naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig (IA).

LÆS OGSÅ:
De glemte børn
Asii: I løbet af to år, skal der være styr på det
Fortsat svigt i Tasiilaq

Powered by Labrador CMS