SAR-operation i gang - to personer savnes

Politiet har iværksat en SAR-operation, hvor to personer eftersøges mellem Aasiaat og Niaqornaarsuk

En politikutter er sat ind i eftersøgningen efter to personer. Arkivfoto.
Offentliggjort

Grønlands Politi har fået en anmeldelse natten til onsdag, der har betydet, at der onsdag morgen er en eftersøgning i gang mellem Aasiaat og Niaqornaarsuk.

Anmeldelsen går på, at to personer i en båd har haft ringet til et familiemedlem og sagt, at de har fået motorproblemer, og at de er gået i land på en ø.

Vagtchef Bent Johnsen fortæller til Sermitsiaq.AG, at de to personer ikke nåede at angive øens position, og politiet formoder, at de to personers telefon er løbet tør for strøm.

Opfordring til sejlende

- Det er et kæmpe område, vi skal søge i.

- Vi har startet en SAR, og en politikutter er i gang med at lede. Derudover er en helikopter på vej fra Ilulissat. Det flyver klokken 8, forklarer Bent Johnsen onsdag morgen.

Politiet formoder, at de to personer var undervejs fra Aasiaat til Niaqornaarsuk. Der er dog mange øer i området, og derfor har vagtchefen en opfordring:

- Såfremt der er nogen, der sejler mellem Aasiaat og Niaqornaarsuk, må de gerne være opmærksomme på om de ser en båd et eller andet sted, og i så fald vil vi gerne vide hvor.

Powered by Labrador CMS