Sanders vinder i stor nedtur for Biden

Bernie Sanders vinder ifølge flere amerikanske tv-stationer snævert foran Pete Buttigieg i New Hampshire.

Med næsten alle valgsteder talt op efter tirsdagens primærvalg i New Hampshire bliver senator Bernie Sanders udråbt som vinder af flere amerikanske tv-stationer.

78-årige Sanders får 26 procent af stemmerne, mens den tidligere borgmester i South Bend, Indiana, Pete Buttigieg får 24,3 procent og senator Amy Klobuchar 19,9 procent.

- Lad mig benytte denne lejlighed til at takke alle i New Hampshire for en fantastisk sejr i aften, siger Bernie Sanders til jublende tilhængere, efter at både NBC og ABC har udråbt ham som vinder.

- Denne her sejr er begyndelsen på enden for Donald Trump, tilføjer han.

Tidligere vicepræsident Joe Biden er forvist til en femteplads med omkring 8,5 procents opbakning efter senator Elizabeth Warren, der ligger på cirka 9,4 procent.

Forud for tirsdagens primærvalg i New Hampshire var Joe Biden spået et dårligt valg ifølge meningsmålingerne efter et skuffende resultat i Iowa.

Der er i alt 24 delegerede i New Hampshire. Fordelingen er indtil videre ni til Bernie Sanders, ni til Pete Buttigieg og seks til Amy Klobuchar.

Bernie Sanders tilhører den mere venstreorienterede del af Demokraterne, mens Pete Buttigieg repræsenterer den moderate.

I Iowa sikrede Buttigieg sig en snæver sejr på 0,1 procentpoint foran Sanders. Begge har forlangt en delvis omtælling af stemmerne.

Natten til onsdag dansk tid meddeler forretningsmanden Andrew Yang ifølge CNN, at han trækker sig fra kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Den 45-årige iværksætter stillede op til nomineringsræset, selv om han ikke har nogen politisk erfaring.

Han overraskede mange iagttagere ved at kvalificere sig til debatter og blive i løbet længere end flere politiske veteraner.

Også den 55-årige senator fra Colorado Michael Bennet oplyser natten til onsdag dansk tid, at han trækker sig fra kapløbet.

Til sine tilhængere i New Hampshire siger Bennet, at det er et "passende" tidspunkt at indstille kampen.

Powered by Labrador CMS