Samtaletilbud til elever giver god effekt

Socialrådgivere fra MISI (PPR) i Nuuk har haft et succesfuldt samarbejde med skolerne i Nuuk i seks år.

Samtaletilbud til elever fra 6. - 10. klasser har vist forebyggende effekt og aflastning for elever, der blev indstillet til samtale. Foto: Leiff Josefsen.

Socialrådgiverne har arbejdet på skolerne med faste ugentlige samtaletilbud til elever, der er blevet indstillet til samtale, skriver sermersooq.gl.

En tidlig indsats for børn fra 6. - 10. klasser har vist forebyggende effekt og aflastning for elever, der blev indstillet til samtale, inden problemerne bliver værre.

- Eleverne er blevet mere åbne efter samtaler med en socialrådgiver, fordi det letter deres hverdag, når de har gået til samtale i en periode, hvor de fik sat ord på det svære. Der er tilmed nogle, der henvender sig frivilligt for at få et samtaleforløb. Lærere og forældre giver også udtryk for deres tilfredshed med ordningen, da de kan mærke en forbedring i barnets adfærd i det daglige, i form af bedre motivation for læring og bedre kommunikation med en voksen eller skolekammeraterne, fortæller socialrådgiverteamet, Sara Abelsen, Inge Larsen og Paniaraq Rosing Søltoft.

Eleverne kan indstilles af lærere og forældre til samtale, ligesom de selv kan henvende sig til en socialrådgiver, for at få råd og vejledning om personlige problemer, såsom problemer i forbindelse med forældrenes skilsmisse, alkoholmisbrug i hjemmet eller kærestesorg og meget andet, der kan være svært at overkomme for et barn eller en teenager.

Alle fem skoler i Nuuk får ugentlige besøg af socialrådgiverne, og lærerne kan benytte sig af socialrådgivernes assistance i forbindelse med tvivlspørgsmål omkring videre arbejde med børnenes eventuelle problemer.

Socialrådgiverteamets vision er, at der i fremtiden kan introduceres tilsvarende tilbud i Paamiut, Illoqqortoormiut og Tasiilaq.

Powered by Labrador CMS