Overgreb
Samlet pakke mod seksuelle overgreb
Naalakkersuisoq for sociale anliggende vil nu sætte ind mod seksuelle overgreb over en bred front
Der sker alt for mange overgreb på børn.
Det fastslog naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig (IA) på et pressemøde i dag.
Målrettede tilbud
Derfor vil hun nu hurtigst muligt udarbejde en samlet pakke mod seksuelle overgreb, der skal komme hele vejen rundt.
- Uanset om man er offer, krænker, barn, voksen, pårørende eller fagperson, bør der være den bedst mulige hjælp at hente, sagde Sara Olsvig (IA) under pressemødet.
Da overgrebs-pakken først skal udarbejdes, er de konkrete indsatser endnu ikke fuldt ud på plads. Men Sara Olsvig (IA) fastslår, at der skal være tale om skræddersyede indsatser, som er målrettet de forskellige grupper.
Hun fastslår også, at indsatserne skal være tilpasset de lokale forhold, samt at lokalsamfundet skal inddrages.
Hjælp ved senfølger
Et af de tiltag, der allerede har fungeret i nogle år, er rejseholdet, der hjælper mennesker med senfølger efter overgreb. Udover, at de ramte får mulighed for at bearbejde deres traumer, så modvirker der også, at overgrebene fortsætter i næste generation.
- Det har vist sig, at behovet for denne hjælp er stor, siger Sara Olsvig (IA).
Krænkerbehandling
Et af de nye områder, som der skal være fokus på, er etableringen af et behandlingstilbud for krænkere.
- Behandling af seksuelle krænkere kan nedsætte riskoen for nye overgreb betydeligt og er en vigtig forebyggende indsats, siger Sara Olsvig (IA)
Menneskesyn
Det er dog ikke nok med handlingsplaner, som Naalakkersuisut vedtager. Hvis vi skal problemet til livs, så kræver det en bredere debat i samfundet.
- Vi må diskuteres vores syn på børn. Og vi må diskutere vores syn på kvinder. Vi må have slået fast, at alle har ret til at bestemme over deres egen krop, fastslår Sara Olsvig (IA).