Samler underskrifter for flere læger

Qasigiannguit-borger er utilfreds med lægesituationen og har indsamlet underskrifter til kravet om mindst to læger i byen.

Over 90 borgere har skrevet under på kravet om igen at have to faste lægestillinger i Qasigiannguit. Foto Jørgen Chemnitz.

– Jeg synes, situationen tegner håbløs i øjeblikket, siger Inge-Marie J. Rosing til Sermitsiaq.gl.

Qasigiannguit-borgeren mener ikke, det er holdbart med kun at have halvanden læge i byen, som ellers har været normeret to læger. Den nye normering har fået Inge-Marie J. Rosing til at starte en underskriftsindsamling for at kræve to læger som hidtil.

Indsamlingen begyndte 20. marts og i dag, tirsdag 7. april, har hun sendt knap 100 underskrifter afsted til Departementet for Sundhed.

– Jeg håber, der kommer en reaktion fra Sundhedsledelsen, for det her er helt uacceptabelt, siger Inge-Marie J. Rosing.

Hun anfører, at indbyggertallet i juli 2007 i Qasigiannguit var på 1.248 inklusiv bygden Ikamiut. Tallet vil stige i forbindelse med elever og lærere ankommer til efterskolen, som har skolestart efter sommerferien, påpeger Inge-Marie J. Rosing..

Powered by Labrador CMS