UDLAND

Zelenskyj: Europæiske sikkerhedsgarantier er ikke nok for Ukraine

Mens EU-ledere vil fokusere på at forsyne våben, efterlyser Zelenskyj klarhed om tid efter våbenhvile.

Ukraines præsident efterlyser klarhed om tiden efter en våbenhvile. Hans mål er at komme med i Nato, så Ukraine bliver omfattet af forsvarsalliancens musketered.
Offentliggjort

Skal Ukraine med i Nato? Eller skal Europa sende en fredsbevarende styrke til Ukraine for at beskytte en kommende våbenhvile?

Det er nogle af de ubesvarede spørgsmål, der knytter sig til en mulig fred i Ukraine.

På EU-topmødet i Bruxelles giver flere EU-ledere udtryk for, at de nu vil fokusere på at forsyne våben til Ukraine frem for at tale om fredsforhandlinger og tiden efter en våbenhvile.

Men der er netop brug for klarhed om tiden efter en våbenhvile, mener Zelenskyj:

- Vi kan ikke leve med en frossen konflikt på vores grænse. Folk skal vide, hvad der vil ske, når det slutter. Man vil vide, hvad der sker i morgen, hvis man laver våbenhvile.

- Derfor skal Ukraine vide, hvad der sker, og vi skal have stærke sikkerhedsgarantier, siger Zelenskyj.

Han fastslår, at sikkerhedsgarantier fra europæiske lande ikke vil være nok for Ukraine, der brændende ønsker at blive medlem af den transatlantiske forsvarsalliance, Nato.

- Det er umuligt kun at diskutere dette med Europa. Sande garantier for os nu eller i fremtiden er Nato, siger Zelenskyj, der derfor ønsker USA's involvering i samtaler.

Zelenskyj mener også, det er vigtigt, at diskussionerne om en mulig udenlandsk fredsbevarende styrke finder sted nu.

Udmeldingen kommer, mens EU-landene er ved at gøre klar til Donald Trumps indsættelse den 20. januar.

Det sker med et fornyet fokus på at forsyne Ukraine med våben.

Det er den bedste vej til at sikre fortsat amerikansk opbakning bag Ukraine, lyder analysen på topmødet.

Til gengæld ønsker statsminister Mette Frederiksen (S), Natos generalsekretær, Mark Rutte, og EU's udenrigschef, Kaja Kallas, at gemme diskussioner om fred og våbenhvile til Ukraine er i styrket position.

Også for Zelenskyj fylder Donald Trumps snarlige indsættelse som præsident.

Zelenskyj opfordrer USA og Europa til at stå sammen og fortsætte støtten til Ukraine.

- Præsident Trump er en stærk mand. Jeg vil meget gerne have ham på vores side, siger Zelenskyj.

I Europa er der dog bekymring for, at Trump vil gøre alvor af truslerne om at trække den militære støtte til Ukraine, hvis ikke landet kommer til forhandlingsbordet.

Zelenskyj håber dog, at han kan overbevise Trump om fortsat at stå bag Ukraine mod Putin.

- Trump har ikke været en del af krigen, fordi han ikke var præsident, da den startede. Jeg vil meget gerne dele detaljer med ham og høre hans synspunkt og dele vores synspunkter.

- Jeg håber, at han vil forstå mig. Vi er bare mennesker, og vi har de samme følelser og værdier. Det håber jeg. Jeg ønsker rigtig meget, at Trump vil hjælpe os til at vinde krigen, siger Zelenskyj.

Powered by Labrador CMS