politi
Yahya Hassan anholdt efter billede med våben på socialt medie
"Stille og rolig søndag i Aarhus", skrev Yahya Hassan til et billede, hvor han stod med et våben.

Den kendte digter Yahya Hassan blev mandag anholdt, efter at han havde lagt et billede op på Twitter, hvor han stod med et skydevåben.
Allerede tirsdag skrev Østjyllands Politi i sin døgnrapport, at man havde anholdt en 22-årig mand i Aarhus V for våben- og narkobesiddelse.
Yahya Hassan skriver så lørdag på sin Facebook-profil, at det var ham, der blev anholdt.
Billedet, som blev lagt op i søndags, forestiller forfatteren iført solbriller, et tørklæde og et våben. Billedet var ledsaget af teksten "Stille og rolig søndag i Aarhus V".
Hos Østjyllands Politi ønsker man lørdag ikke at kommentere sagen.
Men ifølge døgnrapporten fandt man ikke noget våben, oplyser politiet.
Til gengæld var forfatteren i besiddelse af 13 gram hash og 1,9 gram kokain.
Selv om politiet ikke fandt noget våben, blev han alligevel sigtet for at have været i besiddelse af et sådan.
Yahya Hassan oplyser på sin Facebook-profil, at han blev løsladt tre timer senere.
/ritzau/