WWF vil forhindre isbjørne i Ittoqqortoormiit
På grund af de seneste dages møder med isbjørne i Ittoqqortoormiit genoptager WWF Verdensnaturfondens Isbjørnepatrulje sit arbejde fra torsdag den 25. juli. WWF oplyser, at der var konkret tale om to hændelser, der involverede isbjørne, som kom for tæt på byens hunde og legende børn, hvilket skabte usikre forhold for indbyggerne.
Foto: Malene Lynge
WWFs Isbjørnepatrulje, som normalt begynder sin indsats fra midten af august når skolen starter, og frem til isbjørnejagten genoptages i januar, har fra torsdag den 25 juli begyndt at patruljere i byen og dens omgivelser.
Patruljens hovedopgave er at forhindre isbjørne i at komme ind i byen i deres søgen efter mad, hvilket ofte sker i de yderste områder af byen.
To isbjørne nedlagt på kort tid
Inden for meget kort tid har der været to situationer, hvor det har været nødvendigt at nedlægge isbjørne, der er kommet ind i Ittoqqortoormiit. Begge tilfælde involverede unge, små og afmagrede hanbjørne, siger WWF:
- Endnu en isbjørn måtte nedlægges i Ittoqqortoormiit. Det er bekymrende, at vi så tidligt på sæsonen allerede har oplevet to farlige situationer, siger Malene Lynge, programleder for WWF's Grønlandsprogram.
- Nedlæggelserne var nødvendige for at sikre byens indbyggere.
WWF vil fortsat samarbejde med lokale myndigheder og samfundet i Ittoqqortoormiit for at sikre en sikker og bæredygtig sameksistens mellem mennesker og isbjørne.