Watsons advokater vil med video modbevise alvorlig anklage
Torsdag skal retten i Nuuk afgøre, om Paul Watson fortsat skal være tilbageholdt. Advokater vil fremlægge videomateriale.
Paul Watson blev 21. juli anholdt i Nuuk i Grønland. Han kræves udleveret til Japan. Han er ind til videre varetægtsfængslet i Grønland til 15. august. Her skal retten på ny tage stilling til, om han fortsat skal sidde fængslet.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Aktivisten Paul Watsons advokater vil torsdag i kredsretten fremlægge materiale, som ifølge dem beviser, at der ikke er hold i den alvorligste sigtelse imod ham.
Det oplyser den ene af advokaterne, Julie Stage, mandag.
Den 73-årige miljøaktivist blev anholdt i Nuuk 21. juli efter en arrestordre, som blev udstedt af Japan.
Arrestordren kom i 2010 efter en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede.
Efter episoden blev den newzealandske aktivist Pete Bethune anholdt og retsforfulgt i Japan. Han blev dømt for samtlige af de forhold, som Paul Watson er sigtet for og kræves udleveret på baggrund af, oplyser Julie Stage.
Videoklip fra "Whale Wars"
Han nægtede dog det alvorligste forhold, som handler om at gøre skade på en anden person, hvilket kan straffes med op til 15 års fængsel i Japan.
Og det er netop det forhold, som ifølge Paul Watsons danske advokater ikke har hold i virkeligheden.
De vil derfor torsdag i retten fremlægge materiale for at dokumentere det.
Der er tale om videoklip fra programmet "Whale Wars", som blev sendt på Animal Planet i august 2010 - måneden efter at Bethune blev dømt i Japan.
Episoden er tilbage fra februar 2010, hvor Bethune fra en gummibåd smed en stinkbombe på det japanske hvalskib. Watson var ikke selv på båden, men er sigtet for medvirken.
Den japanske domstol fandt, at et medlem af besætningen på det japanske hvalskib stod på skibets øvre dæk, da stinkbomben ramte, og at han fik smørsyre på sig og en forbrænding i ansigtet, oplyser Julie Stage.
Handler om tilbageholdelse
- Vi har imidlertid fundet videomateriale, fra da stinkbomben blev kastet/ramte.
- På videoen kan man se, at der ikke står nogen på skibets "upper dæk", sådan som retten har lagt til grund, udtaler Julie Stage.
Bethune fik en betinget dom på to års fængsel i Japan. Watsons danske advokater har henvist til, at udlevering af Watson vil være uproportioneret med den dom, man må forvente.
Retsmødet i Grønland torsdag handler om, hvorvidt Paul Watsons varetægtsfængsling skal forlænges. Først senere vil der blive taget stilling til, om han faktisk kan udleveres til Japan.
Det er Justitsministeriet, der i sidste ende skal afgøre, om en udlevering kan finde sted.
Tirsdag vil Watsons advokater rette henvendelse til ministeriet, oplyser Julie Stage. Advokaterne mener, at videomaterialet skal tages i betragtning i forbindelse med ministeriets vurdering af sagen.
/ritzau/