PAAMIUT

Voldsom budget-overskridelse for museumsplan

Det er blevet voldsomt meget dyrere for hovedstadskommunen at genetablere Ivittuut Mine- og Mineralmusuem i Paamiut.

Ivittuut Mine- og Mineralmuseum i Paamiut skal ligge i denne tidligere KGH-bygning B-56. Men det kræver først en gennemgribende renovering.
Offentliggjort

I stedet for en regning på en million kroner for at renovere en tidligere KGH-bygning er udgiften vurderet til at lande på mere end fem millioner kroner.

På trods af en ekstraudgift på mere end fire millioner kroner vil økonomiudvalgspolitikerne i Kommuneqarfik Sermersooq ikke droppe genetableringen af Mine- og Mineralmuseet, som tidligere lå i Ivittuut, men som nu efter ti års dvale forsøges genåbnet i Paamiut.

Årsagen

Årsagen til den voldsomme ekstraudgift skyldes, at den tidligere KGH-bygning, B-56, som i dag bruges som depot og lagerrum, er i langt dårligere forfatning end vurderet tilbage i 2022.

Det handler om, at bygningen skal gennemgå en gennemgribende renovering, hvor der blandt andet skal:

  • Etableres flugtvejstrappe fra 1. sal til terræn (2. sal benyttes kun til lager)
  • Etableres toilet for kørestolsbrugere i stueetagen samt to toiletter på 1. sal
  • Udføres nyt vindfang med rampe for kørestolsbrugere
  • Forvaltningen for Børn og Skole, der står bag indstilingen til økonomiudvalget, skriver, at renoveringen vil “bidrage til bevarelsen af en historisk bygning og dermed bidrage til formidling af en vigtig del af Grønlands historiske arv”.

Attraktion for byen

Siden 2014 har Ivittuut Mine- og Mineralmuseums genstande været opmagasineret i containere. Baggrunden for at åbne museet i Paamiut er at gøre byen mere attraktiv for turister og andre besøgende. 

Det er også planen, at lave et børneafsnit, hvor skolebørnene i Paamiut med mellemrum kan komme og få formidling i børnehøjde, som kommunen tidligere har formuleret det.

Ambitionen

Vinni Birkedal sagde for godt et år siden om museumsplanerne:

- Vores ambition er at vække folks nysgerrighed i forhold til Grønlands råstofhistorie. En nysgerrighed, som jeg meget gerne ser når ud i klasselokalerne på skolerne, da råstoffer er et emne, som berører mange fagområder.

Det blev på mandagens økonomiudvalgsmøde besluttet, at ekstraomkostningen skal indgå som ansøgning til det kommende kommunebudget for 2025.

Powered by Labrador CMS