ARKTISK RÅD SAMT ARKTISK AMBASSADØR

Vivian: En klar sejr for hele den Arktiske befolkning

Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), er godt tilfreds med resultatet af den årelange og til tider svære dialog om arktiske forhold. - Vi har hidtil talt meget om klimaændringerne mens den arktiske befolkning ikke har været i fokus. Nu skal vi finde en balance og den arktiske stemme skal høres, både igennem Arktisk Råd og igennem den Arktiske Ambassadør, fortæller hun.

Grønland har igennem adskillige år vedholdende kæmpet for at få mere at skulle have sagt om arktiske forhold. Nu har Naalakkersuisut og den danske regering lavet klare aftaler om, hvordan formandskabet i Arktisk Råd skal bruges, ligesom parterne har fundet en løsning på striden om den arktiske ambassadør. Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender er godt tilfreds med resultatet: - Vi er nået frem til en aftale, alle parter i Kongeriget kan leve med, siger hun til Sermitsiaq.
Offentliggjort

Så er den hvide røg synlig i Kongerigets arktiske skorsten, både hvad angår arbejdsprogram for formandsperioden 2025-2027 i Arktisk Råd og hvad angår den Arktiske Ambassadør. 

- Det bliver dog først i det nye år, at vi kan løfte sløret for hvem der bliver Arktisk Ambassadør. Af respekt for det nuværende norske formandskab af Arktisk Råd, offentliggøres formandskabsprogrammet også først, når vi er tættere på overleveringen af formandskabet til Kongeriget.

- Grønland har opnået milepæle i forhold til, hvordan Kongerigets arktiske politik skal føres, det siger Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq på baggrund af den fælles erklæring som Grønland, Danmark og Færøerne er nået til enighed om.

En hård og svær vej 

Hun indrømmer, at vejen dertil har været meget hård og svær, og at Naalakkersuisut undervejs har måttet presse på og komme med krav om, at Danmark ikke udtaler sig på vegne af Grønland, hvis Danmark ikke ville imødekomme de grønlandske krav:

- Nu har vi gjort klar til den kommende Inatsisartut og Naalakkersuisut. Grønland er klar til at tage ledelse i Arktisk Råd, når Kongeriget overtager formandskabet fra Norge i maj 2025, ligesom Grønland, Danmark og Færøerne har indgået aftale om hvilke rammer, den arktiske ambassadør fremover skal arbejde under, ligesom der er en afklaring på, at vedkommende i realiteten først og fremmest kommer til at sidde i Grønland, siger Vivian Motzfeldt (S).

DEN ARKTISKE AMBASSADØR

Den nye arktiske ambassadør vil under Kongerigets formandskab varetage funktionen som formand for gruppen af højtstående embedsfolk under Arktisk Råd (Senior Arctic Official Chair). 

Den arktiske ambassadør får kontor i såvel Departementet for Selvstændighed og Udenrigsanliggender i Nuuk som i Udenrigsministeriet i København. 

Derudover vil både Grønland, Færøerne og Danmark indgå i den faste formandskabsgruppe, som tilrettelægger og koordinerer Kongerigets positioner og politik. 

Under formandskabet vil Færøerne varetage rollen som Deputy Senior Arctic Official Chair og Danmark varetager, som hidtil, rollen som National Senior Arctic Official.

Kilde: Naalakkersuisut

Vivian Motzfeldt henviser til, at der er et valg til Inatsisartut senest i starten af april, og at hun derfor ikke ved, hvem der på vegne af Kongeriget kommer til Norge for at hente formandsskabet i Arktisk Råd. 

- Men jeg er stolt og glad over, at vi har opnået et resultat, som vi alle kan leve med. Vores vedholdende arbejde for større politisk platform er nu en realitet, og nu er det op til det nye parlament at realisere Grønlands indsats under formandskabet men også i forhold til forventningerne til den arktiske ambassadør.

- Vi har arbejdet målrettet for, at den arktiske befolkning skal beskyttes, for såvidt angår udvikling i Arktisk, og hvad angår arbejdet for at beskytte mangfoldigheden i Arktis, set i forhold til klimakrisen og ikke mindst freden i Arktis, som vi mener, skal beskyttes i alle henseender, også selvom verdensbilledet og truslerne mod freden fordrer til justering af sikkerhedspolitikken, så er vores krav, at Arktis ikke skal blandes ind i krige og konflikter. 

Der skal altid være plads til Rusland

Som bekendt er verdensbilledet blevet ændret radikalt, da Rusland begyndte at føre krig mod Ukraine. Det har skabt vanskelige arbejdsforhold for Arktisk Råd, og indtil videre har der været tekniske løsninger, men Vivian mener, at Ruslands sæde skal bevares i Arktisk Råd:

- Vi er Arktis, vi er frænder, også på tværs af landegrænserne. Vi har frænder i Ruslands arktiske del og det er meget vigtigt at den førte arktiske politik, også igennem Arktisk, Råd også værner om den oprindelige befolkning i Arktis, også vores Sibiriske frænder og deres forhold, og Rusland har enorme arktiske egne, og det er derfor naturligt, at Rusland, på et tidspunkt, igen begynder at tager del i det arktiske samarbejde. Vi skal selvfølgeligt ikke være naive, men her er det vigtigt at vi bevarer Ruslands sæde i Rådet, siger hun.

Kan Grønland og Kongeriget tæmme den (måske) utæmmelige Trump?

Men det er ikke kun Rusland, der gør arbejdet for Arktis uforudsigelig, men også kommende præsident i USA, Donald Trump, som bliver indsat den 20. januar.

Donald Trump har i sin første præsidentembede presset USA´s internationale samarbejdspartnere ud i det yderste, eksempelvis Nato, hvor han kritiserede Nato-lande for ikke at levere nok. Hvad skal der ske, hvis han ser sig sur på Arktisk Råd?

- Vi har erfaringer med Trump. Vi ved, at han til tider har været uforudsigelig, og det er svært på forhånd at gisne om, hvorvidt USA ændrer kurs, hvad angår USA´s arktiske politik og dermed Arktisk Råd, hvor også USA sidder. 

- Men igen, jeg er stolt over, at vi som et lille land nu kommer til at arbejde med verdens mest magtfulde nationer, og det er meget vigtigt for os i Grønland at sikre kontinuitet i det arktiske samarbejde, ikke kun for vores egen skyld, men også for vores frænders skyld i hele Arktis, og det håber jeg, USA og de andre deltagerlande i Arktisk Råd vil respektere og fortsat tage del i arbejdet, svarer Vivian Motzfeldt.

Powered by Labrador CMS