strid i Siumut
Vittus nægter at stille op til interview
Flere spørgsmål til Vittus Qujaukitsoq trænger sig på, men Siumut-politikeren er ikke sådan lige til at få fat i
Den åbenlyse magtfulde Vittus Qujaukitsoq fra Siumut er i denne uge for alvor kommet i fokus efter hans voldsomme personangreb på partifællen Per Berthelsen, som han vil have ud af Inatsisartut.
Siden Vittus Qujaukitsoqs usædvanlige trussel på Facebook mandag aften er det væltet ind med kommentarer fra politiske modstandere, tilhængere og borgere. Det er sket her på hjemmesiden og på de sociale medier.
Trods talrige henvendelser er det stadig ikke lykkedes Sermitsiaq.AG at få et interview med Vittus Qujaukitsoq.
Netredaktionen ønsker blandt andet at spørge ham om:
- Hvad siger du til den kritik, der har været af dig i forbindelse med dit personangreb på Per Berthelsen?
- Synes du, det er værdigt som naalakkersuisoq at angribe en partifælle på Facebook?
- Hvad er grunden til, at du gør det på Facebook i stedet for at klare jeres problem internt i Siumut?
- Er du overrasket over den kritik, der for tiden er af dig?
- Hvad er kernen i din og Per Berthelsens uenighed?
- Skyldes jeres uenighed udelukkende Per Berthelsens positive ord om tidligere departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender Jan H. Lynge-Pedersen, som nu ikke længere er i dit departement?
- Hvornår fortæller du, om du vil inddrage din orlov og vende tilbage til Inatsisartut?
Læs "Jens B.: Vittus viser sit sande syn på demokrati"
Læs "Per B. skal rette ind til højre"
Læs "Per B.: Det er usmageligt, Vittus"
Ved Inatsisartut-valget i marts blev Per Berthelsen med 112 personlige stemmer ikke valgt ind i landets lovgivende forsamling. Han fik dog alligevel en plads i Inatsisartut, fordi han som Siumuts 3. suppleant kom ind, da valgte Vittus Qujaukitsoq - som kutymen er - tog orlov for at blive en del af Naalakkersuisut. Og det er altså dén taburet, som Vittus Qujaukitsoq nu truer Per Berthelsen med at tage tilbage.