Visit Greenland vinder international pris
Visit Greenland har vundet, hvad de kalder ”den største internet-pris”, den amerikanske The Webby People’s Voice Award. Dermed slog Visit Greenland så stærke konkurrenter som CNN og Tourism New Zealand.
Videoen, der handler om COVID-19 og Visit Greenlands staycation kampagne, var nomineret i kategorien “Video: Rejser og oplevelser”, hvor borgere fra hele verden har stemt på den tre minutter lange video. Sammenlagt har mere end to millioner borgere deltaget i årets Webby Award-afstemningen, oplyser Visit Greenland i en pressemeddelelse.
- Jeg er super stolt over prisen. Og jeg er særlig stolt over de dygtige medarbejdere, vi råder over i Visit Greenland, der har stået for hele processen med at skrive og producere videoen, siger Hjörtur Smarason, direktør i Visit Greenland, og fortsætter:
Kreativitet og snilde
- Prisen viser, at hvis man har en god historie og udviser stor kreativitet og snilde, så kan man godt slå konkurrenter med adgang til langt større budgetter og dyre bureauer. Det er en lærerig erfaring, vi vil tage med os, når vi i fremtiden vil kæmpe for at tiltrække endnu flere turister til vores smukke land.
Den grønlandske video “Future of Travel in Greenland" fik stemmer fra hele verden og særligt fra USA. Kun én procent af de afgivne stemmer kom fra Grønland. Videoen er blevet afspillet flere tusinde gange på de sociale medier og omtalt i adskillige internationale medier såsom New York Times, BBC og Washington Post, oplyser Visit Greenland.
Læs også: Visit Greenland: Hjælp os til fornem pris