Visit Greenland inviterer til turisme-samtale på Facebook
Visit Greenland inviterer til samtale om, hvordan turismens potentialer kan udnyttes på ny side.
Visit Greenland relancerer kampagnen Nunarput Nuan som en Facebook-side, hvor der skal diskuteres turisme.
Foto: Visit Greenland
Turismen og dens påvirkning af landet og borgerne er blandt de allermest hyppige debatemner.
Nu vil det nationale turistfremmeselskab Visit Greenland være med til at fremme samtalen om, hvordan turismens muligheder kan udnyttes på Facebook.
Visit Greenland oplyser i en pressemeddelelse, at organisationen har relanceret kampagnen Nunarput Nuan på Facebook. Nunarput Nuan blev kendt under coronapandemien, hvor Visit Greenland opfordrede til at at holde ferie i Grønland frem for at rejse ud.
På Facebook-siden kan man forvente at finde konkrete eksempler og indsigter i, hvordan turismen påvirker både byer og bygder i Grønland, lyder det fra Visit Greenland.
Skal inspirere
Direktør i Visit Greenland, Anne Nivíka Grødem, udtaler, at forummet også skal inspirere:
- I Visit Greenland er vores kerneopgave at markedsføre Grønland som et attraktivt rejsemål internationalt, og det vil vi fortsætte med.
- Men vi ser også en vigtig rolle i at skabe et forum for hele befolkningen, hvor alle kan få indsigt i turismeudviklingen og blive inspireret til at tage del i den, siger Anne Nivíka Grødem.
Facebook-siden vil blive fulgt op med aktiviteter rundt om i landte, hvor borgere kan komme til orde og give deres besyv med i forhold til udfordringer og muligheder med turisme.
Den nye side kan tilgås her.