Visit Greenland: Hjælp os til fornem pris
Visit Greenland opfordrer alle til at hjælpe med at hive en fornem video-pris hjem til Grønland, hvor man er i konkurrence med blandt andet den amerikanske tv-station CNN og det New Zealandske turistbureau.
Blandt 13.500 indsendte videoer er Visit Greenlands lokaltproducerede video ”Future of Travel in Greenland” kommet igennem nåleøjet og nomineret til en såkaldt Webby Award inden for kategorien ”Travel and Adventure”.
- Vi er stolte over at havne i det flotte selskab. Det havde vi virkelig ikke regnet med. Vi har selv stået for det hele – lige fra at skrive manuskriptet til selve optagelserne – modsat vores konkurrenter, som har haft dyre reklamebureauer til at producere deres video. Det er os, der er Lille David mod de Store Goliat’er, når vi skal konkurrere om den fornemme pris, siger Hjortur Smarason, der er direktør i Visit Greenland, i en pressemeddelelse.
Der er tale om en pris, hvor alle kan gå ind og stemme, da det er folks valg, hvem der skal løbe med den flotte pris. Set i det lys opfordrer Hjortur Smarason alle om at gå ind på The Webby Awards hjemmeside og stemme på den grønlandske video.
Hvis du er interesseret i at deltage i afstemningen, skal du klikke her. Det er muligt at stemme frem til den 6. maj.
Videoen handler om Nunarput Nuan kampagnen og Covid-19.