Visit Greenland: Fejlagtige udtalelser kan skade image
Donald Trump Jr.’s nylige besøg i Nuuk har skabt overskrifter og rettet et globalt spotlight mod Grønland. Visit Greenland anerkender, at omtalen kan føre til øget interesse for landet som rejsemål, men advarer samtidig om risikoen for, at fejlagtige udtalelser kan skade Grønlands image.
- Besøget har uden tvivl rettet et globalt spotlight mod Grønland og skabt stor opmærksomhed i medierne, siger direktøren for Visit Greenland.
Fotograf: Visit Greenland
Der er globalt spotlight rettet mod Grønland lige nu.
- Besøget har uden tvivl rettet et globalt spotlight mod Grønland og skabt stor opmærksomhed i medierne. Mens omtalen kan bidrage til øget interesse for Grønland som rejsemål, er det i vores arbejde helt essentielt, at det internationale billede af Grønland afspejler virkeligheden, og den oplevelse, som man får, når man er i landet, siger Anne Nivíka Grødem, der er direktør for Visit Greenland.
Men...
- Desværre er det min oplevelse, at det nylige besøg har resulteret i både løse og fejlagtige udtalelser, som risikerer at tegne et skævt billede af Grønland. Dette kan potentielt have en negativ indvirkning på både turismesektoren og andre dele af samfundet.
- De udtalelser, som er kommet frem i pressen på baggrund af hans korte besøg og begrænsede input, mener jeg ikke giver et repræsentativt eller nuanceret billede af Grønland, uddyber Grødem.
- Det vil tiden vise
Siden Trump Jr.’s besøg har Visit Greenland registreret en markant stigning i presseomtale og trafik på deres hjemmeside.
- Det er dog stadig for tidligt at vurdere, om denne opmærksomhed vil føre til en målbar stigning i turismen på længere sigt. Det vil tiden vise, siger Anne Nivíka Grødem til Sermitsiaq.
Strategi for øget opmærksomhed
Selvom direktøren for Visit Greenland har sagt, at tiden må vide, planlægger Visit Greenland at håndtere den stigende interesse med fokus på bæredygtighed og korrekt kommunikation.
- Lige nu arbejder vi på at fremhæve grundlæggende viden, fakta og nyttig information om Grønland på vores platforme, for at give vores mange besøgende mulighed for at danne sig et nuanceret billede af landet.
- Grønlands identitet må ikke undermineres. Vi følger udviklingen nøje og vurderer løbende, hvordan opmærksomheden kan anvendes til at fremme turismeudviklingen på en ansvarlig måde, forklarer Visit Greenland.