børnesygdom

Vil stoppe farlige mæslinger

Kun halvdelen af børnene i Nuuk er vaccineret mod mæslinger. Det vil Sana nu gøre noget ved, fortæller KNR.

Offentliggjort

Læger frygter følgerne af en mæslingeepidemi her i landet. Ifølge en ny undersøgelse er det nemlig kun cirka halvdelen af spædbørn i Nuuk der er blevet vaccineret imod sygdommen. Det fortæller KNR.

- Vi er overbevidste om, at det er ren forglemmelse fra forældrenes side af. Vi er sikre på, at de fleste rigtig gerne vil gøre det godt for deres børn. Og det betyder også, at man får dem vaccineret, siger ledende regionslæge Jesper Olesen til KNR.

95% skal vaccineres
Mæslinger regnes som en af de mere alvorlige børnesygdomme. Forløbet kan dog variere en hel del fra feber og udslet, og til i værste fald hjernehindebetændelse.

Hvis en mæslingeepidemi skal undgås, bør mindst 95 % af befolkningen været vaccineret. Derfor er lægen bange for en mæslingeepidemi kan bryde ud, når halvdelen af spædbørnene ikke er vaccinerede.

- Vi frygter, at man så kan få en lille mæslingeepidemi her i Nuuk. Mæslinger er ikke udryddet i verden endnu, og det skyldes primært at vaccinationsdækningen ikke er høj nok. Så hvert år bliver der set mæslingetilfælde i Asien, men også i Europa og i Danmark, forklarer Michael Lynge Pedersen, læge på Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk til KNR.

Powered by Labrador CMS