Thule Air Base

Vil sammen kræve kompensation for mistet servicekontrakt

Grønland vil i samarbejde med Danmark kræve kompensation over for USA i forbindelse med Thule Air Base, siger Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen

Grønland og Danmark vil kræve kompensation for mistet servicekontrakt på Thule Air Base. Her ses formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt under deres pressemøde onsdag i Spejlsalen i Statsministeriet
Offentliggjort

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, Siumut, og statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, holdt onsdag deres første møde efter valget i november. Regeringslederne, som var berørte af terrorattentantet i Paris, mødte den danske presse i Statsministeriet.

Kim Kielsen prioriterede at tage den mistede servicekontrakt på Thule Air Base på regeringslederniveau. Sagen er vigtig for Grønland, understreger regeringslederen, der talte på grønlandsk til den danske presse og havde en tolk med sig.

- Der har været en klart krav om, at det skal være grønlandske/danske virksomheder, der kunne byde på servicekontrakten. Naalakkersuisut mener ikke, at USA har overholdt den aftalte udbudsproces, sagde formanden for Naalakkersuisut på pressemødet.

Læs: Danmark og Grønland ønsker et tæt samarbejde

Læs: Fordømmer terroraktionen i Paris

- Derfor vil Naalakkersuisut i samarbejde med Danmark rejse krav om kompensation og/eller huslejebetalinger, idet det igennem mere end 50 år har været et fast princip, at basen har skullet give kontante fordele til det grønlandske samfund, sagde Kim Kielsen.

- Der er dog en klagesag i gang, og den afventes færdig, før vi kan gå i detaljer om kompensationskravet, pointerede Kim Kielsen.

Læs: Kim Kielsens første nytårsreception i Danmark

Statsministeren vil heller ikke udtale sig yderlige i sagen.

- Det er klart, at Thulebasen skal være det grønlandske folk til gode. Lige nu er der en klagesag i gang, men jeg kan oplyse, at sagen er taget på højt niveau i Udenrigsministeriet, forklarede statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Powered by Labrador CMS