VIL FREMTIDENS GRØNLÆNDERE SPISE RIS OG ARBEJDE HÅRDT?

De nye muligheder for råstofudvinding kan kun udnyttes, hvis der importeres store mængder (billig) arbejdskraft. Spørgsmålet er: Skal gæstearbejderne hurtigt ud igen, eller kan en integration af gæstearbejdere være en måde at skabe en større befolkning og dermed et mere bæredygtigt samfund på lang sigt?

Udvinding af Grønlandske mineraler og olie kræver mange flere hænder end der i dag er grønlændere. Alene til anlæggelsen af et kommende aluminiumssmelteværk forventes import af op mod 3000 billige kinesiske gæstearbejdere. De lokale arbejdere er ifølge mineselskabet for få og for dyre, og de internationale virksomheder ønsker dispensation for grønlandske løn- og arbejdsvilkår. Mange steder vil lokalbefolkningen blive en minoritet. Og mange steder vil gæstearbejderne bo og arbejde isoleret fra lokalsamfundet.

Grønlands befolkning på bare 57.000 mennesker er langt fra nok til at sikre økonomi og kompetencer nok til at opretholde samfundets nuværende serviceniveau. Samtidig står Grønland over for import af tusindvis af gæstearbejdere. Spørgsmålet er om gæstearbejderne er en trussel for lokalsamfundene og derfor skal isoleres og sendes hurtigt hjem, eller om de i stedet udgør en mulighed for at øge den grønlandske befolkning og få nye kompetencer til landet?

Langt de fleste arbejdere vil sandsynligvis tage hurtigt hjem, men hvis Grønland gerne vil øge sin befolkning, så må nogle lokkes til at blive. Oven på kolonitid og selvstændighedsbevægelse har grønlænderne brug for at hævde sig som et eget folk, men Grønland har også brug for at byde folk udefra velkommen i det Grønlandske samfund. Grønland må forberede sig, udvikle integrationsprogrammer og være klar til at invitere gæstearbejderne indenfor. Måske kan kinesisk sprog, kontakter til Kina og en efter sigende høj arbejdsmoral kan gå hen og blive værdifuldt for Grønland?