Vidner efterlyses i sag om voldtægt af grønlandsk kvinde i Aarhus
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, som kan have mødt 37-årig kvinde efter gruppevoldtægt.
Foto: Leiff Josefsen
To mænd og et barn spillede lørdag eftermiddag bold på Langenæs Allé i Aarhus, og dem vil politiet gerne tale med. Det samme gælder en mand i en hvid bil.
De pågældende kan nemlig være vigtige vidner i en grov sag om gruppevoldtægt af en kvinde, skriver Østjyllands Politi torsdag i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet er offeret i sagen en kvinde af grønlandsk afstamning.
Tre mænd blev i weekenden varetægtsfængslet for at have voldtaget den 37-årige kvinde. Voldtægten foregik ifølge politiets sigtelse i en lejlighed på Langenæs Allé lørdag i tidsrummet mellem klokken 07 og 13.05.
Østjyllands Politi bringer torsdag en efterlysning af vidner, som kan have været i kontakt med sagens offer omkring klokken 13, hvor hun kom ud på Langenæs Allé.
Ud over de to mænd, som spillede bold med et barn, har politiet oplysninger om, at en mand i en hvid bil skulle have talt med kvinden. Ham vil politiet også gerne i kontakt med.
Ifølge Østjyllands Politi kan alle oplysninger i sagen være relevante, og politiet vil derfor gerne tale med de tre mænd og andre, som har befundet sig på stedet eller i øvrigt måtte have oplysninger i sagen.
Da de tre sigtede mænd blev varetægtsfængslet søndag, skete det efter et retsmøde holdt for lukkede døre. Ved den lejlighed blev det alene oplyst, at mændene var sigtet for voldtægt og frihedsberøvelse, og at de nægtede sig skyldige.
Det blev desuden oplyst, at politiet ledte efter yderligere to mænd i sagen.
Mandag oplyste Østjyllands Politi supplerende til Ritzau, at den indledende efterforskning tydede på, at kvinden og mændene havde mødt hinanden under en bytur.
I forbindelse med torsdagens efterlysning af vidner, oplyser politiet, at der er tale om en kvinde af grønlandsk afstamning, og at hun kom ud fra lejligheden omkring klokken 13.
To mænd kom kortvarigt ud fra lejligheden på samme tidspunkt. Mændene beskrives som afrikanske af udseende, begge meget mørke i huden.
/ritzau/