Vi er alle nomader

Den danske billedkunstner Arne Haugen Sørensen har malet to fortræffelige billeder, »Vandringsmand« og »Hjemkomst«, som jeg har hængende på min væg. De to malerier indkapsler den følelse, jeg havde, da jeg en tidlig sommermorgen i 2021 sagde farvel til Nuuk og nogle timer senere farvel til Grønland, da Air Greenlands Airbus lettede fra Kangerlussuaq med kurs mod København.

Den tur havde jeg fløjet mange gange. 24 år i Grønland med et udadvendt job havde ført til mange rejser i og uden for Grønland og altid efter samme recept: Tidligt op og afsted til lufthavnen. Kort eller lang ventetid i Kangerlussuaq. Et hej til bekendte eller måske tid til en snak over en kop kaffe eller en øl, da den legendariske grønne bar endnu eksisterede. Kangerlussuaq var og er et knudepunkt og et mødested

Jeg husker, at jeg var i en stemning af forventning, glæde og taknemmelighed. Følelsesladet og med respekt for de mange mennesker, som i årenes løb så generøst havde lukket mig ind i deres liv og dermed præget mit eget liv. Måske en smule sentimental.

Josef Motzfeldt, Tuusi, blev engang spurgt, hvad der var det vigtigste at tage med sig til en ny verden. »Øjeblikke«, svarede han prompte. Jeg husker, at rejsen den sommermorgen ikke kun var en rejse fra Nuuk til København, men nok så meget en indre rejse med erindring om mange øjeblikke, forunderlige hændelser og øjeblikke.

Skæbne, udlængsel, eventyrlyst

Min grønlandshistorie begyndte den 17. februar 1997. Den mandag landede jeg i Nuuk i bidende kulde og blev modtaget af tre nye kolleger, som var tydeligt mærket af weekendendens fest i anledning af indvielsen af det nye kulturhus Katuaq. Velkommen til Grønland!

I Danmark anvendes begrebet udvandring om mennesker, som af forskellige årsager flytter – migrerer – fra et land til et andet. Danmarks Statistiks opgørelser over udvandrede omfatter personer, der rejser til udlandet og opgiver deres bopæl i Danmark. Færøerne og Grønland er en del af rigsfællesskabet og Kongeriget Danmark, men flytning til de to lande betegnes som udvandring.

I årtier er danskere rejst til Grønland for at arbejde i korte eller længere perioder. Nogle blev hængende; de slog sig ned i en del af verden, de næsten intet kendte til, men alligevel følte sig draget af. Eller hurtigt blev fanget af. Tilflyttere, der hurtigt tilpassede sig de helt anderledes forhold end den trygge danske velfærdsstat.

Nogle rejste på grund af skæbnens tilfældigheder, andre af udlængsel og eventyrlyst. Fælles for dem er, at de ikke alene blev drevet af drømme og muligheder i det nye land, men også blev betaget af den natur, der forekommer så uendeligt meget større her end andre steder. De omgivelser, der får selv store egoer til at føle sig ydmyge, når de fornemmer storheden og stilheden, det barske og det blide – de på en gang voldsomme og poetiske sceneskift i vejr og landskaber.

Og menneskene. Indvandrernes oplevelse af folk i Grønland. Livsstil og sprog og mad og kultur, som de blev en del af. At komme tæt på stoltheden og livsglæden hos et folk, der gennem århundreder har levet i pagt med klimaet. Og i evig kamp med det.

De fleste af dem, der slog sig ned, fandt også kærligheden og satte børn i verden. Dermed skrev de deres eget kapitel i den århundredgamle fælles historie om Grønland og Danmark.

Indvandringerne til Grønland

Der har boet mennesker i Grønland i over 4.500 år. De første indvandrede fra det nordamerikanske kontinent via Canada, når havet frøs til i det smalle Nares Strædet. Men i lange perioder har landet været ubeboet, fordi livsbetingelserne, mangel på fangstdyr eller klimaskift gjorde hverdagen for barsk til, at livet kunne opretholdes.

Seks forskellige inuitkulturer indvandrede i flere bølger, og nutidens grønlændere nedstammer fra den seneste indvandring, Thulekulturen, der kom hertil omkring år 900.

Det var nogenlunde samtidigt med nordboernes og Erik den Rødes ankomst til Grønland, som er grundigt beskrevet i de islandske sagaer.

Nomadiske traditioner

Inuit i Grønland var et nomadefolk, der flyttede alt efter, hvor fødekilderne flyttede sig hen. De levede med andre ord uden en fast bopæl. Deres livsstil var præget af konstant bevægelse og afhængighed af naturen.

I dagens moderne verden er den nomadiske livsstil blevet mindre almindelig, men der er stadig nogle grupper, der forsøger at bevare deres traditioner og levevis. Nomader findes over hele verden og har forskellige betydninger og kulturelle variationer afhængigt af regionen, og de har en unik tilgang til livet og naturen.

Men den nomadiske livsstil har en vigtig betydning. Den repræsenterer et alternativ til det moderne samfund og dets udfordringer. Nomader har en dyb forbindelse til naturen og har bevaret vigtige traditioner og viden om bæredygtighed og overlevelse. Deres livsstil kan inspirere til en mere bæredygtig tilgang til ressourceforvaltning og en større værdsættelse af naturen og dens mangfoldighed.

Derfor er det vigtigt at reflektere over nomadiske traditioner og deres relevans i nutiden. Selvom den moderne livsstil og urbanisering har mange fordele, kan vi lære af nomader om bæredygtighed, tilpasningsevne og respekt for naturen. Ved at bevare og respektere nomadiske traditioner kan vi bidrage til en mere harmonisk og bæredygtig fremtid.

Globaliseringens nomader

I Grønland er inuit ikke længere nomader. I dag er det snarere de mange tilflyttere, der er nomader. På en flyrejse mellem Grønland og Danmark er der god tid til fordybelse, og på min vej til repatriering i mit hjemland kredsede mine tanker om nomadiske traditioner og ikke mindst mit eget liv som en slags utålmodig og rastløs nomade.

Bruce Chatwin skrev i essayet “Nomadeinvasioner” i bogen “Hvad gør jeg her” fra 1989, at nomader aldrig strejfer formålsløst omkring fra sted til sted. En nomadevandring er en veltilrettelagt tur. Den har den samme ubøjelige karakter som de vilde fugles træk.

Det tænkte jeg på, da Airbussen fløj ind over Danmark og nærmede sig København. Samtidig var det svært at frigøre sig fra den kendsgerning, at Danmark ikke var det det samme land, som jeg forlod.

»Danmark for danskere!,« rungede budskabet, som havde fået tag i mange. Men i en globaliseret verden er forestillingen om de etnisk rene og homogene nationer en anakronisme.

I stedet bør fællesskabet tænkes som et ansvar, vi påtager os overfor den fremmede. Mødet med den fremmede er selve fællesskabets udspring. Uden den fremmede, uden nomaden, dør fællesskabet. Det er mødet med den fremmede og konfrontationen med det nomadiske, der vitaliserer fællesskabet. Den fremmede er ikke en forhindring, men en forudsætning og en ressource i ethvert fællesskab. Og i realiteten er vi alle nomader, tænkte jeg.

Landingen i Kastrup Lufthavn var hård. Grønland var blevet et omdrejningspunkt i mit profesionelle og personlige liv. En dannelsesrejse, som havde givet ny indsigt og svar på en række spørgsmål, som jeg i årenes løb havde stillet mig selv.

Men jeg havde altid vidst, at jeg var på gennemrejse. At jeg trods alt kun var en badegæst, som på et tidspunkt måtte gennemføre den vanskelige tilbagevenden til Danmark.

Og det var en stor omvæltning pludseligt at skulle finde sig til rette i et land, som var forandret. Det var lidt af et kulturchok. Det var nemmere at flytte ud end at komme hjem.