Var bange under sejltur for første gang i sit liv

Erna Heilmann Nielsen er vokset op med at sejle. Forældrene havde båd, og de sejlede vidt omkring. Den tradition fortsatte, da hun blev voksen, og det var en tradition hun var helt tryg ved indtil en sommer i 1998. Der skulle de sejle med egen båd fra Maniitsoq til Ilulissat.

– Vi skulle til bryllup, og min mor og mine søskende var taget afsted med kystpassagerskibet. Det gad vi ikke, for vi ville hellere selv sejle. Jeg skulle lige være med til at sige farvel til skoleeleverne kl. 10, så skulle vi afsted, fortæller Erna Nielsen.

Erna er uddannet socialmedhjælper og har i mange år arbejdet på den lokale folkeskole i Maniitsoq. Det var fredag – sidste skoledag inden sommerferien, og onklens bryllup i Ilulissat var om søndagen.

– Min far havde egentlig tænkt, at vi nok ville vælge at ligge vejrfast i Ikkamiut, men han sagde ikke noget. Vi sejlede bare videre alt hvad vi kunne i høj sø. Ernas far styrede båden. Erna sad selv med sin yngste datter, der ikke var så stor og hendes mand tog sig af den meget travle storesøster.

Skreg af frygt

Bådens erfarne styrmand havde fokus på bølgerne og sejlede ved at følge dem. Erna sad med sin yngste datter og var enormt bange. En følelse hun ikke var bekendt med, når hun var ude at sejle.

– Min datter forsøgte at kravle op og faldt pludselig, fordi vi gyngede så meget. Jeg kunne se, at hun ville ramme en metaldel med sin pande, og jeg skreg alt hvad jeg kunne. Jeg var så bange for, at hun ville ramme metaldelen med sin pande. Men min far flyttede sin fod, så hun ikke ramte den. Da fandt jeg ud af at han holdt øje med os alle samtidig med at han holdt sin fokus på bølgerne. Da forsvandt al frygten. Jeg var slet ikke bange mere, fortæller Erna.

Vejret var så slemt, at folk i Sisimiut havde været helt forundrede over, at familien ankom med båd. De overnattede i Sømandshjemmet og tog afsted igen dagen efter.

– Vi blev spurgt om vi virkelig vil afsted, når vejret var så dårligt. Dagen forinden var jeg så bange at jeg græd. Min mand så på mig sidde med frygten skinnende ud af mig. Det var jo så slemt at vi ikke kunne komme ud af båden da vi kom i land. Men afsted gjorde vi.

Sejlturen mod Ilulissat ændrede sig fuldstændig da de kom i nærheden af Aasiaat.

– Der blev helt vindstille, og der var helt spejlblankt. Det var som om der slet ikke havde været bølger.

Frygten lå i magtesløsheden

Erna er en erfaren sejler, som har oplevet lidt af hvert. Derfor var det bemærkelsesværdigt, at hun sådan blev fanget af frygten under stormvejret den sommer.

– Hvis der skete noget, hvad skulle vi gøre? Der var forholdsvist langt til land, så vi ville ikke kunne nå i land. Det var første gang jeg skulle sejle så langt efter jeg var blevet mor, så jeg tror det påvirkede mig.

– Jeg var så lettet, da det var overstået. Især da min datter faldt og der ikke skete noget med hende. Jeg blev helt rolig. Det bedste var, at vi nåede brylluppet, og at vi nåede at være med til at forberede det, slutter Erna.