USA's militære støtte til Ukraine er tæt på at kollapse
USA's hjælp udløber til nytår, og møde i Kongressen om løsning ender i kaos. Videomøde med Zelenskyj aflyses.
Det Hvide Hus har i denne uge advaret om, at hvis ikke Kongressen meget hurtigt godkender ny økonomisk og militær støtte til Ukraine, så er det slut med USA's hjælp til det krigsramte land til nytår.
Det er en alvorlig trussel mod Europa, der risikerer at stå alene tilbage i forsvaret af Ukraine.
USA har under hele krigen været helt afgørende for, at Ukraine har kunnet modtage topmoderne militært udstyr til at holde Rusland stangen.
- Uden handling fra Kongressen inden udgangen af året vil vi løbe tør for ressourcer til at anskaffe flere våben og udstyr til Ukraine og til at levere udstyr fra de amerikanske lagre.
Republikanere stiller modkrav
Det har budgetdirektør i Det Hvide Hus Shalanda Young skrevet i et brev til de politiske ledere i både Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti. Det skriver avisen Financial Times.
Alligevel er et lukket møde tirsdag mellem senatorer fra de to partier endt i kaos. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skulle havde deltaget på et videolink, men det måtte aflyses i sidste øjeblik.
For republikanerne nægtede at tale om yderligere hjælp til Ukraine, medmindre præsident Joe Biden går med til at skærpe USA's migrationspolitik og sætter hårdt ind langs landets grænse til Mexico.
Lige nu er der ikke et tilstrækkeligt flertal i hverken Senatet eller Repræsentanternes Hus til fortsætte hjælpen til Ukraine.
Stærkt vigende republikansk støtte
Biden har bedt Kongressen om at godkende militær bistand til Ukraine, Israel og allierede i Fjernøsten for 106 milliarder dollar. Heraf går størstedelen til Ukraine, der er helt afhængig af USA's støtte.
Men det står klart: Den republikanske støtte til Ukraine er stærkt vigende, og partiets spidskandidat inden næste års præsidentvalg, Donald Trump, har ladet forstå, at USA ikke har nogen interesse i, hvad der foregår i Ukraine.
Flere republikanske senatorer valgte at udvandre fra mødet tirsdag.
Biden: - Tudetosset
- Jeg har også en masse hjemlige sager, som jeg går op i. Men jeg tager ikke Ukraine som gidsel for at løse sager som sundhed og våbenforbrydelser, lød det arrigt fra den demokratiske senator Chris Murphy. Han var en af deltagerne i mødet.
- De har truffet et valg at bringe midler til Ukraine i fare, og de må leve med det valg, når Vladimir Putin marcherer ind i Kyiv og gennem Europa, sagde han.
Biden har slået fast, at han ikke kan finde pengene til Ukraine andre steder.
- At undlade at støtte Ukraine er tudetosset. Det er imod USA's interesser, sagde han tirsdag.