Usædvanligt vinterfænomen: Masser af is breder sig omkring Nuuk

Nuup Kangerlua har været pakket med is på det seneste. Se billederne her, og få forklaringen fra Grønlands Naturinstitut.

Det er usædvanligt, at isen bryder op så tidligt om vinteren og samtidig bevæger sig så hurtigt ud gennem fjorden, fortæller Grønlands Naturinstitut.
Offentliggjort

Det er normalt at se is i fjorden ved Nuuk, men for tiden er der virkelig meget af den. Så meget at Grønlands Naturinstitut kalder det for et usædvanligt vinterfænomen. 

– Vi ser oftest, at det meste af isen bliver inde i fjorden, når den bryder op om foråret, og en stor del smelter, før den når ud til mundingen af Nuup Kangerlua ved Nuuk. Vi når derfor aldrig at se isen omkring Nuuk, siger seniorforsker John Mortensen. 

Men denne gang er det altså anderledes.  

Den store mængde is kommer fra Narsap Sermia, som er en af flere tidevandsgletsjere. Den ligger i bunden af fjorden nordøst for Nuuk.

ET VARSEL OM FREMTIDEN?

Netop Narsap Sermia er under skarp observation ved flere forskningsprojekter ved Grønlands Naturinstitut. Narsap Sermias gletsjerfront har siden 2010 trukket sig tilbage adskillige kilometer. 

Fra 2004 til 2023 har Narsap Sermia i tre forløb trukket sig 7,6 km tilbage. Gletsjerfronten befinder sig således nu ved en forhøjning på bunden, kaldet en tærskel, som muligvis stabiliserer den. 

Men trækker gletsjerfronten sig forbi denne tærskel, kan det medføre, at meget store mængder gletsjeris frigives fra et 30 km langt, dybt bassin, hvilket et nyt studie ved Grønlands Klimaforskningscenter indikerer.

Fakta fra Grønlands Klimaforskningscenter

– Det hele blev sat i gang i starten af februar, hvor omkring 60 km2 fjordis forsvandt foran Narsap Sermia. Den efterfølgende varmebølge og storm fik sikkusak til at bryde op, oplyser instituttet.

Sikkusak betyder opdæmmet gletsjer- og fjordis nær fronten af gletsjeren.

– Det ser også ud til, at hastigheden, hvormed Narsap Sermia bevæger sig, er tiltaget i løbet af det sidste årti, hvilket betyder en øget mængde gletsjeris i fjorden, tilføjer John Mortensen. 

Isen har også ført til problemer for sejladsen. Mandag måtte politikutteren Sisak rykke ud for at hjælpe, efter flere både var klemt af isen. Politiet opfordrer til at være ekstra forsigtig på vandet under disse omstændigheder. 

DMI Istjenesten lægger løbende satellitbilleder ud, så folk kan følge med i situationen på Facebook

Powered by Labrador CMS