Uro hos Demokraterne: Opfordrer Biden til at træde tilbage
Flere partifæller har opfordret præsident Joe Biden til ikke at genopstille ved valget til november.
Joe Biden har fået sønderlemmende kritik efter en debat mod Donald Trump i slutningen af juli. Siden har flere demokratiske partimedlemmer opfordret præsidenten til ikke at genopstille ved valget i november. (Arkivfoto).
Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix
Alan Clendenin, der er medlem af den demokratiske partiorganisation (DNC) opfordrer Joe Biden til at trække sig som præsidentkandidat.
Det skriver han i et opslag på X ifølge Reuters.
- Joe Biden vil af historikerne blive husket som en af de bedste præsidenter i amerikansk historie, men dette valg handler om de næste fire år, ikke de sidste tre et halvt år, skriver han.
I stedet opfordrer han til, at vicepræsident Kamala Harris bliver demokraternes kandidat til præsidentembedet.
- Det er i landets og verdens bedste interesse, at præsident Biden trækker sig og tillader vicepræsident Kamala Harris at fortsætte, hvor han slipper, skriver han.
Flere opfordringer
Clendenin er ikke den første demokrat, der opfordrer Joe Biden til ikke at genopstille ved det forestående præsidentvalg.
Biden har fået sønderlemmende kritik i pressen og af iagttagere for sin optræden under en debat mod Trump i slutningen af juni.
Ifølge kritikere fremstod han blandt andet usammenhængende og gammel.
Flere demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus er siden debatten kommet med lignende opfordringer.
Den første var Lloyd Doggett.
Derefter tilsluttede Raúl Grijalva, Seth Moulton og Mike Quigley, der ligeledes er demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, sig opfordringen.
Biden forsvarer sig med sygdom
Også Massachusetts demokratiske guvernør, Maura Healy, opfordrer præsident Joe Biden til "nøje at overveje", om han skal forsøge at blive genvalgt.
Natten til lørdag udsendte ABC News et ventet interview med Biden, som blandt andet handlede om debatten mod Trump og om kritikken af præsidentens præstation under debatten.
Her forklarede Biden, at han var syg, at han havde det forfærdeligt, og han var udmattet, mens debatten fandt sted.
Biden har af flere omgange afvist at trække sit kandidatur.
Det amerikanske præsidentvalg afholdes den 5. november.
/ritzau/