Unge, grønlandske politikere efterlyses
Der var ingen ungdomspolitikere fra Grønland ved dette års ungdommens Nordisk Råds samling i Helsinki
Der er en stigende interesse for Arktis, og her er det vigtigt, at Grønland følger med i alle led. Det er vigtigt, at Grønland får indflydelse i de vigtige beslutninger i dag og i fremtiden. Derfor må unge, grønlandske politikere lære at arbejde for Grønlands interesser i de nordiske og internationale forum.
Det mener næstformand for Foreningen Nordens Ungdom, FNU, Jens Berg Sand, der deltog ved ungdommens Nordisk Råd, hvor der i år ikke var mødt ungdomspolitikere op fra Grønland.
- I FNU arbejde vi på at fremme det nordiske samarbejde, og her er Grønland en vigtig medspiller, især set i forhold til Arktis. Grønlands stigende vigtighed gør, at grønlandsk ungdomspolitisk repræsentation utrolig vigtighed i det nordiske samarbejde, siger Jens Bjerg Sand, som har studeret internationale relationer og Geografi på Københavns Universitet.
I år var ungdommens Nordisk Råd samlet i Helsinki 26. – 28. oktober.
Arrangørerne oplyser, at alle de nordiske landes ungdomspartier har fået invitation til dette års samling, hvor der var flere end 70 deltagere fra de nordiske lande.
Håber på grønlandsk deltagelse
FNU håber at se unge, grønlandske politikere ved de kommende samlinger.
- Vi håber meget på, at de i fremtiden vil møde talstærkt op og tale Grønlands sag, siger Jens Bjerg Sand, der har været aktiv i Foreningen Nordens Ungdom i mere end 10 år og har deltaget ved fire Nordisk Råd-sessioner.
FNU savnede særligt grønlandsk ungdomspolitisk synspunkter i forbindelse med ungdommens Nordiske Råds resolution om miljøudfordringer i Arktis.
Den netop afgåede formand for Grønlands Ungdoms Fællesråd, Sorlak, Kaalinnguaq Siegstad, mener, at der fokuseres for lidt på de unge politikere herhjemme.
- Jeg har ikke set noget budget afsat til børn- og ungdomsorganisationer i de knap tre år, jeg var formand. Det er tilfældigt, at Siumut Ungdom forrige år havde sendt deltagere til Nordisk Råd, siger Kaalinnguaq Siegstad.
- Kommunikationen mellem moderpartiet kan også være meget bedre, påpeger han over for Sermitsiaq.AG.