Ung mand anholdt i Tiniteqilaaq – kritisk såret på vej til Nuuk

Politiet er kommet med mere information om den anholdte og ofrene efter lørdagens dramatiske skyderi, hvor bygdens indbyggere måtte forskanse sig i deres huse.

Politi
Politiet vil stadig være i Tiniteqilaaq for at efterforske og skabe tryghed i byen i samarbejde med kommunens kriseberedskab.
Offentliggjort

Det er en blot 18-årig mand, som er anholdt i den østgrønlandske bygd Tiniteqilaaq, bekræfter vagtcentralen hos Grønlands Politi.

Skyderiet er gået værst ud over en 33-årig mand, som betegnes som kritisk såret og nu befinder sig i Tasiilaq. Han forventes at blive overført til yderligere behandling i Nuuk. Politiet ønskede ikke at bekræfte eller afkræfte over for Sermitsiaq, hvorvidt manden er i livsfare.

En 36-årig kvinde er ligeledes såret og evakueret fra bygden, men hendes tilstand er bedre, fortæller politiet.

Politiet bliver i bygden

Den anholdte befandt sig i skrivende stund endnu i politiets varetægt i Tiniteqilaaq, inden han skal transporteres til Tasiilaq. Politiet oplyser, at de stadig vil være til stede i bygden derefter, både for at efterforske og for at få genoprettet tryghed i byen sammen med det kommunale beredskab.

Det sker efter en højdramatisk morgen og formiddag, hvor politiet ankom med helikopter og bad borgerne om at blive indenfor med lyset slukket, indtil faren var drevet over.

Vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard har fortalt TV 2, at den unge mand kort forinden var blevet smidt ud af et selskab og efterfølgende havde fået fat på et skydevåben.

Powered by Labrador CMS