Aleqas bilagssag
Undersøgelse: Tre IA'ere under lup
Tre forhenværende medlemmer af Naalakkersuisut fra Inuit Ataqatigiit er under lup i Deloittes undersøgelse af nuværende og forhenværende medlemmer af Naalakkersuisuts omgang af landskassens midler
Undersøgelsen af nuværende og tidligere medlemmer af Naalakkersuisut fra 2009 til 2013, der skal belyse om det har været almindeligt at bruge landskassen som sin private kassekredit og om repræsentationsmidlerne er blevet forvaltet korrekt, gælder også Inuit Ataqatigiit. For partiet havde seks medlemmer som Naalakkersuisoq i valgperioden 2009 - 2013.
Og nu viser det sig, at partiets tre forhenværende medlemmer af Naalakkersuisut, udover Kuupik Kleist, Ane Hansen, Ove Karl Berthelsen og Mimi Karlsen også er under lup.
Det fortæller Inuit Ataqatigiits to medlemmer i revionsudvalget Agathe Fontain og Juliane Henningsen i deres pressemeddelelse med overskriften ‘Inuit Ataqatigiit vil have åbenhed’.
Deloitte ønsker flere oplysninger fra IA-ere
De to revisionsudvalgsmedlemmer, Juliane Henningsen og Agathe Fontain, fortæller, at revisionen ikke bemærkninger til Maliina Abelsen eller Agathe Fontain. Men at revisionen derimod har bedt om yderligere oplysninger fra Ane Hansen, Ove Karl Berthelsen og Mimi Karlsen.
- I Ane Hansens tilfælde drejer det sig om en udgift til en billet, der oprindeligt var købt og betalt af Ane Hansen selv. Imidlertid blev Ane Hansen op til sin ferie, bedt om at afbryde denne, for at arbejde og holde en række møder i sin egenskab af Naalakkersuisoq for fiskeri og besøge bygder hun endnu ikke havde besøgt. Efterfølgende skulle billetudgiften derfor afholdes af Selvstyret. Det affødte noget skriveri frem og tilbage. I sidste ende er Ane Hansens revision endt med, at Selvstyret skylder Ane Hansen penge.
Sådan forsvarer Juliane Henningsen og Agathe Fontain deres Ane Hansen, og de fortsætter:
- I Mimi Karlsens tilfælde skyldes revisionens henvendelse, at Mimis mand havde deltaget i et officielt arrangement udenfor Nuuk, idet han var inkluderet i invitationen. Men efter at arrangementet var afholdt havde Departementet meddelt, at Selvstyret ikke kunne afholde billetudgiften til Mimi Karlsens mand. Straks efter meddelelsen fra Departementet indbetalte Mimi Karlsen pengene.
Og for Ove Karl Berthelsens vedkommende forsvarer de to Inuit Ataqatigiit medlemmer således:
- Ove Karl Berthelsen har i en periode på 14 dage haft et udestående med Selvstyret for flybilletter. Ventetiden skyldtes at regningen først kom efter rejsens ophør. Derudover har der været et mellemværende på 1934 kroner for betaling af overvægt. Revisionen bemærker i øvrigt at det er et fåtal af medlemmerne af Naalakkersuisut der selv betaler for deres overvægt.