UDLAND
Ukraine melder om russisk angreb med interkontinentalt missil
Fra Ukraine og Vesten lyder modsatrettede meldinger, om Rusland angreb Dnipro med interkontinentalt missil.
Brandfolk rydder op, efter at russisk missil torsdag har ramt Dnipro. Spændingerne i krigen mellem Rusland og Ukraine er øget i denne uge, efter at mere avancerede missiler er taget i brug.
Foto: State Emergency Service Of Ukrai/Reuters
Den ukrainske by Dnipro kom torsdag morgen under angreb med et missil, som ifølge Ukraines flyvevåben er et interkontinentalt ballistisk missil.
Oplysningen er ikke bekræftet af Rusland. Men hvis det er sandt, er det ifølge eksperter første gang, at Rusland bruger et interkontinentalt missil i krigen mod Ukraine.
Men senere torsdag lyder der modsatrettede meldinger fra vestlige embedsmænd.
Ifølge dem har Rusland ikke anvendt et interkontinentalt ballistisk missil under angrebet torsdag mod Dnipro.
Dermed modsiger de den officielle forklaring fra Ukraine.
Vurderingen er foretaget ud fra en første analyse, og konklusionen kan ændre sig, siger de to kilder, der ikke vil have deres navne frem, til Reuters.
Også den amerikanske tv-station CBS News citerer vestlige kilder for, at der ikke er tale om et interkontinentalt ballistisk missil.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger i en tale til nationen torsdag aften, at landets militær har brugt et nyt mellemdistancevåben.
Missilet blev testet "som svar på vestlig aggression", siger han.
Putin tilføjer, at hvis der sker en optrapning i konflikten, vil Rusland svare "symmetrisk".
Ukraine bad tidligere torsdag sine vestlige allierede om at reagere hurtigt på "Ruslands brug af en ny type våben".
- I dag var der en ny type russisk missil. Alle karakteristika - fart, højde - er som et interkontinentalt ballistisk missil. En ekspertundersøgelse er i gang nu, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en meddelelse.
En ukrainsk militærkilde oplyste tidligere torsdag til nyhedsbureauet AFP, at det er tydeligt, at missilet er bygget til både at kunne bære konventionelle og nukleare sprænghoveder.
Der skal ifølge det ukrainske medie Ukrajinska Pravda være tale om et missil af typen RS-26, som har en rækkevidde på op til 5800 kilometer, skriver Reuters.
Missilet blev ifølge Ukraines flyvevåben affyret fra Astrakhan-regionen, der ligger ud til Det Kaspiske Hav i det sydlige Rusland.
To personer blev ifølge AFP såret ved angrebet, som blandt andet ramte en industribygning i Dnipro.
Dmitrij Peskov, der er talsmand for det russiske styre, Kreml, har afvist at kommentere meldingerne om det interkontinentale missil.
Kreml-talsmanden tilføjer dog, at Rusland gør sit yderste for at undgå en nuklear konflikt.
De seneste dage er spændingerne taget til mellem Rusland på den ene side og Ukraine og USA på den anden.
USA godkendte for nylig, at Ukraine kan bruge amerikanskproducerede langtrækkende missiler af typen ATACMS til at angribe mål inde i Rusland.
Tirsdag opdaterede Rusland sin doktrin for brug af atomvåben.
Det betyder, at Rusland kan svare igen med atomvåben i tilfælde af et omfattende konventionelt angreb fra et land, der støttes af en atommagt.
På slagmarken oplyser Ruslands forsvarsministerium, at russiske tropper torsdag er rykket ind i landsbyen Dalne, der er placeret 50 kilometer vest for storbyen Donetsk.