Udvalgsformand om stærkt forsinket projekt:
- Frustrerende at megaskole endnu ikke er åbnet
Poul Petersen, formand for skoleudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq, beklager, at ny skole i Nuuk fortsat ikke er taget i brug. Det handler om uenighed mellem entreprenør og kommune.
Istaks aflevering af Grønlands hidtil dyreste skole til 615 millioner kroner til Kommuneqarfik Sermersooq er stærkt forsinket.Foto: Leiff Josefsen
- Det
frustrerer mig mindst lige så meget som forældrene, lærere og skolebestyrelse,
at den nye skole Atuarfik Inussuk fortsat ikke er åbnet. For vi ved jo ikke,
hvornår den reelt kan åbne, så længe brandstrategien for skolen ikke er gennemgået og godkendt.
- Jeg er ked af og ærgerlig over, at ibrugtagningen af skolen er forsinket.
- Det
frustrerer mig mindst lige så meget som forældrene, lærere og skolebestyrelse,
at den nye skole Atuarfik Inussuk fortsat ikke er åbnet. For vi ved jo ikke,
hvornår den reelt kan åbne, så længe brandstrategien for skolen ikke er gennemgået og godkendt.
Annonce
- Jeg er ked af og ærgerlig over, at ibrugtagningen af skolen er forsinket.
Sådan siger Poul Petersen, Demokratiit, der
er formand for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq til Sermitsiaq
i en kommentar til sagen om forsinkelse af Grønlands hidtil dyreste skole. Et
byggeri til 615 millioner kroner.
Op mod 1.200 elever modtager stadig
undervisning på de to gamle skoler, Atuarfik Samuel Kleinschmidt (ASK) og Ukaliusaq
Skolen (USK), i Grønlands hovedstad. Undervisningen af eleverne skal samles på
megaskolen Atuarfik Inussuk.
Men det er stadig helt uvist, hvornår
Kommuneqarfik Sermersooqs rådgiver, COWI, giver grønt lys til, at Atuarfik
Inussuk i Nuuks centrum kan tages i brug, så elever og lærere kan rykke ind i
det stærkt forsinkede prestigebyggeri.
COWI, der er blandt Danmarks største
rådgivende ingeniørfirmaer, er rådgiver for bygningsmyndigheden under
Kommuneqarfik Sermersooq i forbindelse med byggeprojektet, der blev skudt i
gang for en håndfuld år siden.
Elever bliver undervist i utidssvarende lokaler
- Vi higer alle sammen efter at få et svar på, hvad der kan gøres af udbedringer i den mangelfulde brandstrategi, og hvor lang tid det tager, siger formanden for udvalget for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Poul Petersen.Foto: Oscar Scott Carl
- Jeg
er ked af, at åbningen af den nye skole er forsinket. Konsekvenserne er at
eleverne fortsat bliver undervist af utidssvarende lokaler på ASK og USK. Udvalget for børn, familie og skole har i lang tid
presset på for at få et svar på, hvornår den nye skole står klar. Det er
uholdbart og utilstrækkeligt, at vi ikke ved noget og ikke kan komme videre,
erkender Poul Petersen.
Kommunen underskrev i 2019 kontrakten med det
islandske entreprenørselskab Istak på opførelse af skole og daginstitution til
en pris på 615 millioner kroner.
Forsinkelsen
Atuarfik Inussuk skulle oprindeligt stå
færdig og være godkendt af de kommunale myndigheder den 1. marts 2024. Det
skete ikke. Fristen for Istaks aflevering af skolen til kommunen er siden
blevet rykket, så skolen skulle være klar til start i august 2024. Det lykkedes
imidlertid heller ikke.
Efterfølgende var meldingen fra kommunen, at
skolen forhåbentlig ville være klar til sommeren i år.
Direktør og chef i Kommuneqarfik Sermersooqs
forvaltning for bygge og anlæg, Søren Pedersen, kan i dag ikke love, at den
plan holder. Men han håber det.
Åbningen af skolen afhænger af, hvornår
entreprenøren får COWI’s godkendelse af brandsikkerhedsstrategien for skolen. I
sidste ende skal brandsikkerhedsplanen have en formel godkendelse af udvalget
for børn, familie og skole samt kommunalbestyrelsen.
Direktør: - Vi er i dialog med
entreprenør
Istak har nu ifølge Sermitsiaqs oplysninger
afleveret en revideret brandstrategi til kommunens bygherrerådgiver, Torp
Development. Bygherre-administrationen sorterer under kommunens forvaltning for
bygge og anlæg.
- Vi
er i dialog med entreprenøren, siger Søren Pedersen.
Inden byggeriet blev sat i gang i 2020,
afleverede Istak en færdig brandstrategi for skolen. Den godkendte
myndighederne. Da byggeriet nærmede sig sin afslutning, skulle myndighederne
undersøge, om Istak havde bygget i henhold til lovgivningen.
- Der
opstår uoverensstemmelserne mellem Istak og kommunen, hvor vi ikke umiddelbart
kan konstatere, at de har dokumentationen i orden, udtalte Søren Pedersen i
januar til Sermitsiaq.
Væsentlige afvigelser
Efter at kommunen havde hyret en ny
brandsikkerhedsrådgiver, Cowi, fik Istak rådgiverens nej til at aflevere den
ellers færdigbyggede skole til kommunen.
Istak fik dermed rådgiverens og kommunens
afslag på ibrugtagningstilladelse, fordi planen for brandsikkerhed alligevel
ikke kunne godkendes, selv om planen var godkendt i 2020.
I begyndelsen af august 2024 blev Istak så
bedt om at komme med en revideret brandstrategi. Det gjorde entreprenøren. Men
i oktober afslog bygningsmyndigheden i forvaltningen for anlæg og miljø over
for Istak at give ibrugtagningstilladelse.
Ifølge en aktindsigt i sagen Sermitsiaq fik i
januar i år, var forklaringen at bygningsmyndigheden i Kommuneqarfik Sermersooq
mente, at der var så væsentlige afvigelser i Istaks brandstrategi, at
bygningsmyndigheden nægtede at godkende strategien.
Ifølge kommunens forklaring blev der i
forbindelse med en gennemgang af skolebygningerne konstateret, at der blandt andet på en af bygningerne var foretaget
ændringer på de brandtekniske installationer, herunder brandventilationen, uden
forudgående godkendelse fra bygningsmyndigheden.
- Vi
higer alle sammen efter at få et svar på, hvad der kan gøres af udbedringer i
den mangelfulde brandstrategi, og hvor lang tid det tager.
- Men
det er der ikke nogen, der kan fortælle os her og nu. Jeg har gjort det klart for
skolebestyrelsen, at jeg har fuld forståelse for deres frustrationer,
men samtidig skal det jo også være forsvarligt for forældrene at sende deres
børn til skolen. Skolens brandstrategi skal være godkendt af bygningsmyndighederne, før vi kan tage
skolen i brug, siger Poul Petersen,
formand for udvalget for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq.
Han har job som
udviklingschef i Grønlands Idrætsforbund.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.