Ubåd lægger til i Nuuk

Arktisk Kommando oplyser, at der er tale om en ubåd fra den portugisiske flåde.

Ubåden har lagt til i havnen, hvor den skal ligge nogle dage, inden den skal videre nordpå.
Offentliggjort

Opdateret med nye  billeder og kommentar fra Arktisk Kommando om, at offentligheden formentlig ikke får adgang til ubåden, hvilket ellers var planlagt.

En ubåd er onsdag morgen på vej ind i havnen i Nuuk, og flere borgere har reageret på det usædvanlige syn.

Det danske forsvar råder ikke over ubåde, og derfor kan de kun tilhøre andre militære magter.

Arktisk Kommando oplyser til Sermitsiaq, at der er tale om en ubåd fra den portugisiske flåde, og at man snarest muligt vil komme med mere information om, hvorfor ubåden er tilstede i Nuuk.

Ubåden kunne blandt andet ses fra vejen Saqqarliit, hvor dette billede er taget.

I et opslag på Facebook skriver Arktisk Kommando, at der er tale om ubåden ARPÃO, der skal ligge i havn i nogle dage, inden den forlægger nordpå sammen med inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN.

- Det er planen, at ubåden skal foretage en sejlads under isen ved Grønland, og EJNAR MIKKELSEN skal støtte ubåden og være følgeskib. Det giver god træning for besætningen på EJNAR MIKKELSEN, som får mulighed for at træne med og agere støtte til en ubåd i det arktiske farvand, skriver Arktisk Kommando.

Arktisk Kommando oplyser videre, at borgerne i Nuuk vil få mulighed for at komme og se ubåden og komme om bord fredag. 

Obs: Arktisk Kommando oplyser onsdag aften til Sermitsiaq, at forskellige praktiske udfordringer betyder, at planen om at invitere offentligheden ombord fredag, formentlig ikke kan realiseres.

Ubåden fotograferet på vej ind i havnen.
Powered by Labrador CMS