KOALITIONSFORHANDLINGER

Tvetydige signaler fra Demokraatit om USA

Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen stod helt i front, da Grønland sagde fra overfor USA igennem en storstilet demonstration, lørdag den 15. marts. 

Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen sparede ikke på slagord imod Donald Trump og USA. Han tordnede imod USA´s og her i sær Trumps planer om at "kontrollere og eje" Grønland. Men Trump har kvitteret hans valgsejr med ros og forventning om at hans planer dermed kan køres videre.
Offentliggjort

Mens vi venter på det hvide røg fra partiernes og Grønlands Selvstyres skorsten, kan vi imellemtiden se på hvad partierne i Grønland vil i forhold til det vedvarende pres fra Donald Trump og hans planer om at "eje og kontrollere Grønland."

Demokraatit har, siden det fornyede pres fra Donald Trump begyndte at tiltage, deltaget i de grønlandske partiers fælles front og således stået side om side med de øvrige partier i Inatsisartut, som et modtræk til Trump og hans pres.

"USA eneste realistiske partner ud over Danmark"

Men nærlæser man Demokraatits valgprogram til Inatsisartutvalget 2025, er det ikke til at misforstå, at Demokraatit ser USA som den "eneste realistiske partner ud over Danmark".

Det er nok også det signal der er nået frem til Donald Trump. For allerede to dage efter valget til Inatsisartut var overstået, havde Trump blandt andet rosende ord med på vejen til Jens-Frederik Nielsen:

- Det var et godt valg for os, som du ved. Personen som gjorde det bedst og vandt valget er et godt menneske. 

Se hele sekvensen af interviewet hvor Trump bliver bedt om at forholde sig til sine planer om overtagelse af Grønland her.

Der er vist ingen tvivl om at Donald Trump og hans administration minutiøst har undersøgt hvad partierne i Grønland står for i forhold til USA.

Og nok en af grundene til at Donald Trump kunne være så skarp i sine rosende udtalelser, er at Demokraatit har en plan for hvordan Grønland skal blive selvstændig - og det er med USA´s hjælp.

Forhandlinger på vej med Danmark og USA?

Partiet peger på en konstruktion med free association. Hvortil partiet beskriver at det skal ske på grønlandske præmisser. I forhold til hvordan USA kan være Grønland behjælpelig skriver partiet blandt andet på valgprogrammet:

- Vi skal være åbne og realistiske i forhold til vores muligheder. USA er den eneste realistiske partner ud over Danmark, og derfor er det nødvendigt, at vi indleder en ærlig og respektfuld dialog med dem. 

- En dialog, der kan føre til et samarbejde – og måske endda forhandlinger – om, hvordan de kan bidrage til vores rejse mod selvstændighed. Men også her skal det være på vores præmisser. Vores land skal ikke reduceres til en strategisk brik i et større spil. Vi skal være en ligeværdig partner, der arbejder for vores folks bedste. 

- Forhandlingerne med både Danmark og USA skal være baseret på respekt og samarbejde. Vi skal have en klar retning og et realistisk tidsforløb, så vi kan tage skridtene mod selvstændighed i vores eget tempo og på vores egne vilkår, står der blandt andet i Demokraatits valgprogram.

Så hvis det bliver en koalition mellem Demokraatit og Naleraq (og måske Atassut) kan det forventes at der igangsættes en proces, hvor USA får lov til at være involveret i interne grønlandske forhold.

"Grønland er ikke til salg"

Men selvom Demokraatit vil iværksætte forhandlinger med Danmark og USA om Grønlands selvstændighed, står der et andet sted i partiets valgprogram at "Grønland er ikke til salg".

- Vores land er ikke en handelsvare, og idéen om at købe os viser en dyb mangel på respekt for vores værdier. Vi er en stolt nation, der arbejder hårdt for vores frihed og fremtid. 

- Vi ønsker at samarbejde og handle med verden – også med USA – men det skal altid ske på vores præmisser og med respekt for, hvem vi er. Grønland er vores hjem, vores ansvar og vores fremtid. 

- Det er ikke til forhandling. Det er sådan det er. Trump kan droppe tanken. Grønland er ikke til salg. Og længere er den sådan set ikke, står det i partiets valgprogram.

Sermitsiaq arbejder på at få uddybende kommentarer fra formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen.

Powered by Labrador CMS