kommunalvalg

Tv-vært og komiker stiller op til kommunalvalget

Den kendte komiker, musiker og tv-vært Hans Jukku Noahsen har på trods af de mange titler valgt at føje en ekstra til.

Akisuanerit, Festival, 2014, Katuaq
Hans Jukku Noahsen er både musiker, komiker og tv-vært. Og den 4. april afgøres det, om han så også er kommunalbestyrelsesmedlem.
Offentliggjort

Han har nemlig valgt at bekende politisk kulør og stiller op til kommunalvalget den 4. april for partiet Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Jeg vil gerne gøre min indflydelse gældende i det grønlandske lokalsamfund, fortæller Hans Jukku Noahsen til Sermitsiaq.AG.

To mærkesager

På spørgsmålet om, hvilke mærkesager tv-værten fra KNR har, er det især to emner, der optager ham.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi bevarer det grønlandske sprog. Det skal være sådan, at grønlændere, som kun kan tale grønlandsk, i alle sammenhænge ikke må møde en sprogbarriere, når de møder det offentlige system på den ene eller anden måde, siger Hans Jukku Noahsen.

Vil binde kommunen sammen kulturelt

- Desuden har jeg oplevet på egen krop, hvor svært og dyrt det er at optræde på østkysten – eksempelvis Tasiilaq. Kommunen er meget stor, og det er vigtigt, at vi sørger for at få bundet kommunen sammen kulturelt. Et tilskud til kunstnere, så de kan komme ud i kommunens afkroge, vil jeg arbejde for, fortæller Hans Jukku Noahsen.

Læs også: Kendt erhvervsmand går ind i politik

Han er en person, som kan få folk til at grine, men bag denne professionelle optræden, gemmer der sig en mere alvorlig person, får vi at vide.

- Dem, der kender mig privat, ved, at jeg er en person med holdninger og meninger. Ja, jeg er alvorligt anlagt, når vi sidder derhjemme og diskuterer, afslører han over for offentligheden.

Læs mere om kommunalvalget i Sermersooq

Han vil fortsætte sit arbejde som tv-vært. Han ser ikke nogen problemer i at være politisk aktiv samtidig med, at han har arbejde på et public service-medie.

- Uanset om man er fisker eller tv-vært eller har et helt tredje job, så skal det være muligt at gå ind i lokalpolitik. Det vil være noget andet, hvis man blev indvalgt i landstinget, hvor man må arbejde 100 pct., siger den populære tv-vært.

Borgmesterkandidat?

Om kendis-effekten vil give ham et kanonvalg og måske overhale den siddende IA-borgmester i antal personlige stemmer, afgøres den 4. april.

Hvis du får et kanonvalg, går du så efter borgmesterposten?

- Det kan jeg ikke svare på nu. Det hele er så nyt, og jeg skal nu i gang med at møde vælgerne på vælgermøder. Noget som jeg ikke har prøvet før, siger Hans Jukku Noahsen, der understreger, at ”han tror på sig selv og sin politik”.

Powered by Labrador CMS