Tusass og Forsvaret indgår strategisk aftale
Samarbejdet mellem Forsvaret og Tusass står ekstra stærkt i denne søde juletid. De to parter har netop indgået en aftale, som skal danne rammerne for fremtidige projekter mellem dem, det oplyser Tusass på sin hjemmeside.
Foto: Tusass
I en vigtig udvikling har Tusass og Forsvaret netop underskrevet en strategisk rammeaftale, det oplyser Tusass i en pressemeddelelsen.
Bestyrelsesformand Ulrik Blidorf kalder aftalen for strategisk vigtig og fortæller:
- Det glæder mig efter vores langvarige og konstruktive dialoger med Forsvaret, at vi endeligt har kunnet underskrive en rammeaftale. Aftalen danner rammer om de projekter, vi skal samarbejde om i fremtiden.
Det første projekt, som Tusass forventer at bygge og drifte for Forsvaret, er en satellitjordstation i Aasiaat.
- Vi glæder os over aftalen, som kommer hele landet til gavn. Samtidig glæder vi os over at kunne udvide vores engagement i Aasiaat, fortæller Ulrik Blidorf.
Tusass planlægger at starte projektet op i Aasiaat i 2025.