Trumps udspil kom i vejen for kongeligt besøg

Svensk medie fortæller, at kronprinsesse Victoria gerne ville på rejse til Grønland i 2025. Det skulle være en ny fælles tur for de tre skandinaviske kongehuse ligesom i 2009. Men det må vente af politiske grunde.

På ekspeditionen i 2009 besøgte de tre tronfølgere blandt andet Sisimiut, Ilulissat, Sarfannguit, Qeqertarsuaq og Kangerlussuaq.
Offentliggjort

I 2009 var den svenske kronprinsesse Victoria, den norske kronprins Haakon og den daværende kronprins Frederik på fælles besøg i Grønland. 

Nu skriver den svenske avis Expressen, at kronprinsesse Victoria gerne ville på en lignende tur i foråret 2025. Det kommer dog ikke til at ske. 

– Med tanke på situationen just nu er det ikke aktuelt, siger Margareta Thorgren, informationschef for det svenske hof. 

Problemet er præsident Donald Trumps udmeldinger om Grønland og den politiske situation i lyset af det. 

Der er ikke tale om en decideret aflysning. Rejsen var på planlægningsstadiet, og de planer er nu sat på pause, siger Margareta Thorgren til Expressen. 

Der er dog stadig et kongeligt ønske om at rejse til Grønland engang i fremtiden, tilføjer informationschefen.

Turen i 2009 havde særligt fokus på klimaet og klimaforandringerne, og de tre tronfølgere havde selskab af en række forskere undervejs.

Powered by Labrador CMS