PRÆSIDENTVALG
Trumps ministervalg udløste gisp og chokbølger
Valget af Matt Gaetz som justitsminister blev mødt af kraftige reaktioner hos Republikanerne, skriver CNN.
2-årige Matt Gaetz står til at blive USA's nye justitsminister. (Arkivfoto).
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump løftede onsdag sløret for et af sine nok mest opsigtsvækkende ministervalg hidtil.
Det skete, da han udpegede 42-årige Matt Gaetz som ny justitsminister.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er valget et af Trumps "mest kontroversielle".
Flere amerikanske medier - herunder CNN og ABC - skriver også, at valget udløste kraftige reaktioner i Republikanernes egne rækker.
CNN har blandt andre talt med republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus. De var samlet til et møde bag lukkede døre, da nyheden om Matt Gaetz onsdag blev offentliggjort.
Ifølge en kilde, som CNN har talt med, udløste nyheden et "hørbart gisp".
En anden kilde, der var til stede i justitsministeriets hovedkvarter, fortæller til CNN, at nyheden også her fik folk til at spærre øjnene op.
- Chokket er voldsomt, siger kilden, der er en unavngiven ansat i ministeriet.
Valget af Gaetz er blandt andet kontroversielt, fordi Gaetz selv har været involveret i en undersøgelse udført af Justitsministeriet.
Sagen omhandlede Gaetz' ven Peter Greenberg, som blev idømt 11 års fængsel for blandt andet menneskehandel med henblik på seksuelle ydelser.
I september sagde Gaetz i en udtalelse, at han ikke længere ville bidrage til undersøgelsen, fordi han følte sig udsat for en "politisk hævnaktion".
ABC skriver ligesom CNN, at der gik et sus gennem lokalet, da republikanere fra Huset var samlet og fik nyheden at vide.
Både republikanske og demokratiske senatorer har ifølge AFP luftet deres skepsis over Trumps valg af Matt Gaetz.
Før Gaetz kan kalde sig justitsminister, skal han godkendes af Senatet. Han ventes i den sammenhæng også at skulle gennem nogle ret intense høringer.
Ifølge AFP har Gaetz råd til at miste opbakning fra maksimalt tre Republikanere, hvis kan skal sikre sig posten som justitsminister.
/ritzau/