Trump foreslår at USA overtager Gazastriben og palæstinensere flyttes

Trump siger, at Gazastriben kan blive "Mellemøstens Riviera", og at USA kan overtage og udvikle området. Han gentager også et forslag om, at palæstinenserne skal flyttes.

Den amerikanske præsident Donald Trump mener, at USA skal eje Gazastriben og udvikle området. Det foreslår han natten til onsdag på et pressemøde.
Offentliggjort

USA skal overtage og eje Gazastriben.

Det foreslår den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til onsdag på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Pressemødet afholdes sammen med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der netop har været til møde med præsidenten.

- USA vil overtage Gazastriben, og vi vil arbejde med det (we'll do a job with it, red.). Vi vil eje det og være ansvarlige for at afmontere alle de farlige ueksploderede bomber og andre våben i området, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På pressemødet lyder det, at den amerikanske præsident mener, at området kan blive "Mellemøstens Riviera".

Vil gøre hvad der er nødvendigt

Han præciserer ikke nærmere, hvornår og hvordan USA i givet fald skal tage kontrol med området.

På pressemødet svarer Donald Trump heller ikke direkte på spørgsmål om, hvilke beføjelser USA har til at overtage Gaza.

Men adspurgt til, om han vil udelukke at sende amerikanske soldater til Gaza, lyder svaret, at han vil gøre, hvad der er nødvendigt. Det skriver AP.

Ifølge den amerikanske præsident skal USA være ansvarlig for at fjerne våben fra Gaza, ligesom man vil skaffe jobs og boliger til folk fra området.

Palæstinenserne skal flyttes

Han gentager også et forslag om, at palæstinenserne skal flyttes fra Gazastriben. Han mener ikke, at det er dem, som skal stå for at genopbygge området.

Den amerikanske præsident mener, at det er nødvendigt at gøre noget anderledes.

- Vi kan ikke gå tilbage, lyder det fra Donald Trump.

Han tilføjer, at hvis det er nødvendigt, vil USA overtage Gazastriben.

- Vi vil udvikle det, vi vil skabe tusindvis og tusindvis af job, og vi vil gøre det til noget, som hele Mellemøsten kan være stolte af, siger han.

Ros fra Netanyahu

På pressemødet lyder det fra Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP, at Donald Trumps plan er en plan, der kunne forandre historien.

Han mener, at den er værd at notere sig.

- Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Du er den bedste ven, Israel nogensinde har haft i Det Hvide Hus, siger Netanyahu med henvisning til Trump.

- Og det er derfor, at Israels befolkning har så stor respekt for dig, lyder det blandt andet fra Netanyahu.

Netanyahu er den første udenlandske leder, som blev inviteret til Det Hvide Hus i Trumps anden præsidentperiode.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS