Trump vil besøge by hvor han påstår de spiser kæledyr

På et vælgermøde i delstaten New York siger Donald Trump, at han vil besøge byerne Springfield og Aurora.

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, holder vælgermøde på Long Island i delstaten New York.
Offentliggjort

Den republikanske præsidentkandidat og ekspræsident, Donald Trump, har tænkt sig at besøge byen Springfield i den amerikanske delstat Ohio inden for de næste to uger.

Det fortæller Trump ved et vælgermøde på Long Island i delstaten New York.

Det er netop Springfield, som den seneste tid er blevet centrum for falske og omdiskuterede påstande fra Trump om, at haitianske migranter spiser kæledyr tilhørende byens indbyggere.

- Jeg tager til Springfield, og jeg tager til Aurora, lyder det fra ekspræsidenten.

Aurora er en forstad til byen Denver i delstaten Colorado. Trump har gentagne gange påstået, at venezuelanske bandemedlemmer på voldelig vis har besat et lejlighedskompleks i Aurora.

- I kommer måske aldrig til at se mig igen, men det er okay, siger han til stor morskab for det fremmødte publikum.

Hårde angreb på illegale immigranter

Talen på vælgermødet var ifølge nyhedsbureauet AFP fyldt med ubønhørlige angreb mod illegale migranter, som Trump beskriver som "dyr", terrorister, kriminelle og bandemedlemmer, som ødelægger amerikanernes levevis.

- Vi kommer til at tage de mennesker og vi kommer til at sende dem tilbage til deres land, og hvis de kommer tilbage, så kommer de til at betale en høj pris, sagde han.

Denne form for retorik er blevet omdrejningspunktet i Trumps præsidentvalgkamp.

Trump forsøger at fremstille Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, som værende "blød" på migrationsområdet og beskylder hende for at have tilladt millioner af mennesker at komme ulovligt ind i USA på hendes vagt.

Kamala Harris sagde ved en tale til ngo'en Congressional Hispanic Caucus Institute i Washington, at hun som præsident vil "sørge for, at vores grænser er sikre", imens hun også vil beskytte unge migranter, som kommer til landet uden de nødvendige dokumenter.

- Vi kan gøre begge dele, og vi skal gøre begge dele, sagde hun.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS