Trump: Vi kommer 100 procent til at få Grønland
Der er en god mulighed for, at USA kan få Grønland uden militær magt, mener Trump, der dog ikke afviser noget.
Republikansk præsidentkandidat tidligere præsident Donald Trump er afbildet ved en valgfest, onsdag den 6. november 2024, i West Palm Beach, Fla. (AP Photo/Alex Brandon)
Foto: Alex Brandon
USAs præsident, Donald Trump, er i et nyt interview klar i mælet, når det kommer til Grønland.
- Vi kommer til at få Grønland. Ja, 100 procent, siger USAs præsident, Donald Trump, i et interview med NBC News.
Han tilføjer, at der er en "god mulighed for, at vi kan gøre det uden brug af militær magt", men at han ikke afviser noget.
- Jeg tager ikke noget af bordet, siger præsidenten.
Trump fortæller også, at han "absolut" har haft reelle samtaler om at annektere Grønland. Det fremgår ikke, hvem han har haft de samtaler med.
På et spørgsmål om, hvad en amerikansk overtagelse af Grønland vil sende af signaler til Rusland og den øvrige verden, svarer Trump:
- Jeg tænker ikke rigtigt på det. Jeg er egentlig ligeglad. Grønland er et helt separat spørgsmål, helt anderledes. Det handler om international fred. Om international sikkerhed og styrke.
Udtalelserne falder, efter at vicepræsident J.D. Vance fredag besøgte Grønland og den amerikanske base Pituffik Space Base.
Vance ankom få timer efter præsentationen af den nye grønlandske regering.
Den nye grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, har kaldt amerikanernes besøg "respektløst".
Under besøget rettede J.D. Vance kritik mod Danmark og sagde blandt andet, at Danmark "ikke har holdt trit".
- Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, sagde Vance.
Den måde at omtale Danmark på er ikke retvisende, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) efterfølgende.
Danmark er en "god og stærk" allieret, der i mange år har stået side om side med amerikanerne i "meget svære situationer", lød det fra Frederiksen.
Lørdag udtalte hun, at grønlændernes håndtering af presset fra USA har "min dybeste respekt".
- Det er en situation, der kalder på sammenhold på tværs af politiske partier. På tværs af landene i rigsfællesskabet. Og på samarbejde på en respektfuld og ligeværdig måde, sagde hun i en pressemeddelelse.
Statsministeren besøger Grønland onsdag til fredag i næste uge.
/ritzau/